Efter ti år med oprørsbekæmpelse skal Hæren genlære, hvordan man kæmper med større enheder mod en rigtig fjende. Soldaterne skal lære at løbe fremad i stedet for at kigge på jorden efter sprængladninger.

Chefen for 2. brigade, oberst Michael Bach Jensen, var forsigtig, da han forleden skulle have sine soldater over en bro over et vandløb. I stedet for at tage chancen og sende en enkelt enhed hurtigt frem for at erobre broen intakt ventede han, indtil han havde flere enheder fremme ved broen. Og så var det for sent til at tage broen i hel tilstand.
     Obersten fortæller om sit dilemma, om risikoen for at få sin enhed nedkæmpet bid for bid, mens han kigger på computerskærme og kort i det interimistiske kommandotelt mellem to pansrede mandskabsvogne.
     Herfra overvåger han udviklingen i den papirkrig, der i sidste uge dannede rammen om en større øvelse i Oksbøl i Vestjylland. Mange hundrede stabsofficerer fra to danske og tre baltiske brigader har under ledelse af Danske Divisions stab kæmpet mod en stat i en konflikt, der har udviklet sig fra fredsbevarende til en væbnet konflikt under FN-mandat med alt, hvad dertil hører.

Basal genlæring
     Hæren er i fuld gang med at omstille sig og genlære de basale færdigheder, som har stået i skyggen af krigen i Afghanistan, fortæller generalmajor Michael Anker Lollesgaard, chef for Danske Division.
     - Vi kører ikke Afghanistan-øvelser her. I denne øvelse går vi ind i et land, hvor vi skal trænge en modstander tilbage og derefter stabilisere landet. Det er en større NATO-operation, fortæller han, mens han tegner kridtstreger på en tavle for at vise brigadernes manøvrer.
     I øvelsen foregår krigen i Storbritannien, fordi det tusind sider lange og detaljerede øvelsesgrundlag med kortgrundlag er lavet der. Men hvor den næste virkelige operation kan finde sted, tør generalmajoren ikke gætte på. Netop uvisheden om fremtidens opgaver er årsagen til, at hæren skal genlære hele spektret af operationer.
     - Afghanistan sidder meget dybt i os. Vi skal lære om igen. Vi skal lære, at militære styrker arbejder bedst ved hurtighed og overraskelse. I Afghanistan har counter-IED (forsvar mod nedgravede sprængladninger, red.) fyldt det hele, fortæller Michael Anker Lollesgaard.
     Forskellen mellem de to former for væbnet konflikt er til at få øje på - selv med civile øjne. I en klassisk kamp bevæger soldater sig hurtigt. De løber. I Afghanistan, hvor hvert skridt kan blive det sidste, går soldaterne langsomt fremad, med øjnene på jorden og de nærmeste omgivelser, for at få øje på de små tegn, der kan røbe, om fjenden har gravet en sprængladning ned eller placeret den i en mur i hovedhøjde.
     - Vi har en god generel uddannelse af vore officerer, der gør, at selv den svageste danske officer kan løse sin opgave i en NATO-stab. Men nu tager vi de gamle røde kampreglementer frem igen, tilføjer Michael Anker Lollesgaard.

Skal ikke være en militshær
     I øvelsesterrænnet uden for Oksbøllejren er Hærens gamle og udslidte M109 selvkørende haubitzere ved at hælde granater ud over naturen. Til øvelse er de stadig brugbare, men ikke til krig. Derfor er forsvaret ved at anskaffe et nyt artillerisystem. Uden artilleri kan en hær ikke operere som en hær.
     - Helt basalt skal vi genlære at bruge ild og bevægelse, når vi kæmper. I Afghanistan er det sådan, at når vi bliver beskudt, så stopper vi, og vi er meget forsigtige for ikke at miste soldater. Vi vil ikke risikere tre soldater blot for at få fat i en mellemklasse-talebanleder. Nu skal vi lære hurtighed, vi skal lære at manøvrere og bringe artilleri og ingeniører med. Vi skal holde viden og færdigheder oppe, så vi ikke bliver til en militshær, forklarer Michael Anker Lollesgaard.
     I stedet for at stoppe, når han bliver beskudt, skal soldaten lære at løbe fremad.
     - Sidste år var jeg på et tidspunkt fungerende chef for 2. brigade, hvor vi på en øvelse gennemførte generelle kampoperationer med nogle soldater, der var kommet hjem fra Afghanistan. En aften fortalte jeg staben, at øvelsen i morgen kun skulle have ét formål, og alle sad klar til at notere, hvad jeg befalede. Jeg sagde, at i morgen vil jeg se bare én konstabel løbe, fortæller divisionschefen.

Internationalt samarbejde
     Efter årene i skyggen af Afghanistan er Danske Division atter ved at blive mere synlig. Bag det pompøse navn gemmer sig en mindre stab på omkring 50 officerer, hvis hovedopgave er at uddanne officererne fra fem brigader, nemlig to danske og tre baltiske.
     Danske Division kommer aldrig til selv at lede en dansk division, for sådan en har Danmark ikke længere soldater nok til at stable på benene. Men Danske Division er selv tilknyttet NATOs Allied Command Europe Rapid Reaction Force, hvor officererne lærer at arbejde på korpsniveau. Det er forudsætningen for, at danske officerer kan indgå og arbejde i eksempelvis den britiske og den amerikanske ledelse i Afghanistan.
     I midten af 00erne lød opgaven til forsvaret på at udsende 2.000 soldater kontinuerligt. Nu er det målet at udsende en kampgruppe på den halve størrelse, men med egne kapaciteter som for eksempel artilleri, ingeniører, elektronisk krigsførelse, efterretningsindhentning og andre specialer, der gør, at kampgruppen kan klare sig selv. Gerne suppleret med eksempelvis et kampkompagni fra et af de baltiske lande, hvis officerer Danske Division er med til at uddanne.
     Og når den danske kampgruppe er på plads, kan den indgå som en byggeklods i en større formation under for eksempel britisk eller amerikansk ledelse. Sådan ser verden ud set fra Oksbøl, mens tiden i Afghanistan rinder ud, og ventetiden på den næste mission begynder.