Fra rekrut-dagbogen



Se mange billeder og kommentarer på
uddannelsesbatteriets FaceBook-side.


fre. 14. sept. 2012



"Uddannelsen som værnepligtig er koncentreret og hård. Meget hård. Men samtidig er den også sjov - og frem for alt er den udviklende."

Kilde: UDDBT/3ISTARAFD



Baggrund:
tirs. 29. maj 2012: HBU katastrofeøvelse maj 2012
lør. 28. april 2012: DAR Fonds legat til et samlingspunkt
ons. 1. febr. 2012: Nyt hold unge på kasernen
tors. 1. dec. 2011: Værnepligtige hjemsendt

Knapt halvdelen ønsker at fortsætte efter rekruttiden. Ugen bød på døgnøvelse. I lørdags var der åbent hus for pårørende, se video.

Døgnøvelse - og knapt halvdelen søgt videre
       Fred. 14. sept. 2012   Uge 07 vel overstået. Vi måtte sige farvel til en soldat - og god vind til dig.
     Døgnøvelse i kompagni-lejren var den primære aktivitet i ugens løb. Lejren blev indrettet med telte, vagtturnus og masser af undervisning, patruljetjeneste og diverse opgaver døgnet igennem. KFUM soldaterhjem havde oprettet en mindre filial i lejren med diverse snacks, som soldaterne kunne besøge når de havde frivagt. Det blev ikke til meget søvn - men det var heller ikke meningen, så det var en flok trætte soldater der kom tilbage til Varde kaserne onsdag. Men stemningen var god.
     59 soldater har søgt HRU-kontrakt. Det er knapt halvdelen af enheden. Godt gået - ansøgningerne sendes videre mandag og derfra er det kun at vente på svar inden for det næste par uger, hvor vi vil fortsætte samtaler om fremtidig tjeneste.
     God weekend til jer alle. //Hill

Modul: At være udsendt
       Tirsd. 11. sept. 2012   INTOPS modul. Døgnøvelse i kompagni lejren. Soldaterne smager på det at være udsendt og bo i en patruljebase. Køretøjer, KFUM soldaterhjem, telte til overnatning. Det hele er på plads....og så en god gang Vestjysk regn. //Hill

Imponerende mange søgt om HRU
       Mandag. 10. sept. 2012   Uge 07. NK er tilbage på "pinden". Batteriet havde en kort weekend før en SKYT-dag mandag som opvarmning til ULU II, tirsdag og onsdag.
     Endnu engang tak for det store fremmøde til Åbent Hus - og tak til Militærkøretøjs Klubben, KFUM, 1 ILDSTAFD og enheder fra 3 ISTAR, samt regimentet for opbakning og hjælp til at gøre dagen til en stor oplevelse.
     Mandag var også sidste dag til ansøgning om HRU (Hærens Reaktions-styrke Uddannelse). 59 ansøgninger og yderligere mindst én på vej. Et imponerende højt tal, der vidner om en flok dedikerede soldater der ser mulighederne for en kort eller længere karriere i Forsvaret - verdens bedste job. Sådan svende - godt gået. Tirsdag vil vi begynde samtaler med alle ansøgere.
     //Hill

Åbent hus for pårørende

       Lør. 8. sept. 2012   Åbent hus arrangement. Forældre og pårørende er i stort tal mødt op for at overvære tjenesten ved HBU Varde. Senior ankom til appellen i faldskærm mens chefen holdt introduktion og velkomst. //Hill

Karriere i Forsvaret - et personligt valg

"Foredragsholderne var meget ærlige om deres oplevelser og de tanker man skal gøre sig inden man beslutter sig for en karriere i Forsvaret, for udsendelse i internationale operationer er en del af jobbet og noget man skal gøre sig klart inden man søger."

       Fre. 7. sept. 2012   Uge 06 nærmer sig afslutningen. Men før soldaterne får en kort weekendorlov holder HBU Varde pårørende-dag - også kendt som Åbent Hus. Materiel fra artilleriets enheder samt soldaternes grej, våben og elementer fra uddannelsen er noget de pårørende kan opleve lørdag. Og naturligvis er stue-eftersyn og appel også en del af dagen der begynder klokken 1000 for gæster - og klokken 0800 for os andre.
     Ugen er forløbet med skyttetjeneste, skydebane almindelige soldater-fag samt en del orienteringer om muligheder for uddannelse og karriere i Forsvaret, herunder foredrag fra tidligere udsendte soldater. Foredragsholderne var meget ærlige om deres oplevelser og de tanker man skal gøre sig inden man beslutter sig for en karriere i Forsvaret, for udsendelse i internationale operationer er en del af jobbet og noget man skal gøre sig klart inden man søger.
     Det er vigtigt for os at vi IKKE tegner et forkert billede af livet som ansat i Forsvaret - men giver plads til at hver enkelt både kan få de faglige indtryk - men også de menneskelige og rent personlige indtryk, og dermed selv reflektere over det valg de skal tage. Der skal ikke fejes noget ind under gulvtæppet. Der er dog ingen tvivl om at Forsvaret kan tilbyde en spændende og ikke mindst udfordrende karriere - det kan jeg selv skrive under på. Der er aldrig to dage der er ens!
     Vi har desværre måtte sige farvel til endnu en soldat - held og lykke til ham.
     Vores samarbejdsudvalg har i ugens løb fået flere tiltag gennemført både i fritidsområdet hvor der kommer nye spil og flere konsoller, og i cafeteriet med nye muligheder for madpakker. Godt gået.
     Stemningen er god - og som et par af soldaterne sagde til mig i dag - og stadigt stigende. Sådan svende....fortsæt det gode arbejde og jeres indstilling...og skal vi så lige få de sengeposer rettet ind.
     Videoen er lektiehjælp til de soldater, der måtte have brug for det - god fornøjelse.
     Fremad fremad...Viljen sejrer
     //Hill

Høje krav til ansøgere

       Fre. 7. sept. 2012   Batteriet tester ansøgere til Forsvarets videre uddannelser. Coopers test og muskeltest. Forsvaret stiller høje men ikke urimelige krav til den fysiske og psykiske tilstand før en soldat kan fortsætte en karriere i Forsvaret. Det er godt for Forsvaret men også for den enkelte så vi sammen kan undgå skuffelser og nederlag. Fremad fremad. //Hill

Job og missioner

       Ons. 5. sept. 2012   1 Ildstøtteafdeling fremviser materiel og giver briefing om jobmuligheder og udsendelse til international mission som artillerist. Tak til 1 AFD for god støtte. I baggrunden ses en PMV og en EAGLE 4.

Faldskærmsudspring - adrenalin og jubel
       Man. 3. sept. 2012   Airborne... 1 deling i gang med faldskærmsudspring. Adrenalinen pumpes rundt i kroppen når soldaterne fra 1000 meter kaster sig ud af det lille fly med lidt nylon på ryggen... Men Senior guider folk til sikker landing. Høje jubelskrig akkompagnerer landingen.....og smilene er ikke til at tage fejl af. //Hill

Stor menneskelig udvikling
       Fre. 31. aug. 2012   5. uddannelsesuge er vel gennemført. Skyttetjeneste, skydebane, orienteringslære, signaltjeneste og førstehjælp er nogle af de ting der har været i fokus i ugens løb.
     Og faldskærms-spring.... Nemlig. 113 af batteriets 137 soldater har meldt sig til at springe i faldskærm med Senior og alle vil i løbet af den næste uges tid have brudt endnu nogle grænser.
     Men det viser bare hvordan værnepligten er med til at flytte jer soldater. Ikke bare fysisk, men også mentalt. I gør noget der sikkert for en del af jer var ret uvirkeligt for en måned siden. Vi kan se hvor meget ALLE vokser med opgaven og hvor selvsikre I er begyndt at opføre jer både på garnison og i felten. Og det handler ikke om at turde springe i faldskærm. Det handler om at I udvikler jer - både som soldater, men i mindst lige så høj grad også som mennesker.....og det gør i allesammen!
     Vores talsmandsudvalg er kommet godt i gang og har allerede sat tiltag i gang - og dagen efter vores første møde var en del forandringer allerede på plads i cafeteriet. Godt arbejde TM.
     Desværre har vi sagt farvel til to soldater i den seneste uge. Held og lykke i livet til dem. Og vi har sagt farvel og på gensyn til sekondløjtnant Secher der starter uddannelse på hærens officersskole. Lykke til Secher.
     Den kommende uge bliver i hvervningens tegn. Vi vil give orienteringer om mulighederne for job i Forsvaret - og dele ud af oplevelser fra soldater der har været på mission i udlandet.
     Lørdag den 8. september holder vi åbent hus for pårørende - vi glæder os til at vise vores enhed og vores regiment frem for alle de pårørende der måtte finde vej til det vestjyske - vel mødt. Husk - overnatning er mulig.
     God weekend til alle i HBU Varde - Viljen sejrer - fremad fremad..
     //Hill

Idrætsdag
       Fre. 31. aug. 2012   Hele Regimentet er samlet til idrætsdag omkring idrætsanlægget, Varde Kaserne. Konkurrencerne der dystes i er bl.a. hockey, volleyball, stærk mand, fodbold og atletik. En sjov dag at slutte ugen af på, hvor fællesskabet om idræt er i centrum.... selv om vi VIL vinde.. //Hill

Gør klar til Åbent Hus
       Tor. 30. aug. 2012   2. deling klar til aftrædelse i kedeldragt efter en god gang vedligeholdelse. Instruks til åbent hus arrangement gives af NK deling så pårørende kan besøge enheden og se vores hverdag den 8. september. // Hill

Fodbad på kuffen
       Tir. 28. aug. 2012   En aften på Kuffen. Film og fodbad.... Hov, stod der fodbad? Ja, det er nye tider. Kuffen holder sin første "Girls Night", for drenge og piger. Film med Mel Gibson og fodbad. 50 soldater råhygger. Chefen måtte lige synke og kigge en ekstra gang da han kiggede forbi. Men det er cool, og mon ikke Kuffen har fundet et nyt koncept der er kommet for at blive - og selv de "gamle" soldater der plejer at hænge ud på Kuffen synes det var alle tiders. Sådan soldater... Fremad fremad... //Hill

"Tidligt fri"
       Man. 27. aug. 2012   Uddannelsesuge 05. Første hverdag hvor soldaterne har fri før 1700. Tiden bruges til ekstra fysisk træning (frivilligt) og en tur på Kuffen med diverse spil, en film og en enkelt sang med Ivan (Kuf-far). // Hill

16 af 27 sergent-aspiranter kom i mål
       Tors. 23. aug. 2012   Befalingsmandsaspiranterne er færdige med nattens anstrengelser. 16 af 27 kom igennem til mål og har gået og fået set nye sider af sig selv. Sidste test; Senior spørger på billedet om der er nogen der stadig ønsker at hoppe fra ingen BC melder øvelsen slut.... Vel klaret svende. //Hill

Sergent-aspiranter prøves af i felten
       Ons. 22. aug. 2012   Soldaterne fra batteriet et hjemme efter første døgnøvelse. Godt gået alle.
     Men for godt 20 soldater fortsætter strabadserne en tid endnu. De har nemlig valgt at prøve kræfter med livet som befalingsmand og er derfor på udvælgelsestur for kommende befalingsmandselever....et døgn på kanten. Personlige grænser udvides og nye erfaringer bringes i spil. Og med viljen når man langt. //Hill

Morgen. En kort nat i felten og endnu en dag med skyttetjeneste. Meget søvn blev det ikke til for både tordenvejr og et par skybrud gjorde sit til nattens underholdning. For enkelte var der våd afregning da bivuakken ikke holdt tæt. Men humøret holder alligevel for der er ingen der er blevet så våde at de ikke er blevet tørre igen.... //Hill

Feltration - overraskende godt
       Tir. 21. aug. 2012   Fælles spisning i 3. Deling. Den første feltration. Flere konstaterede efterfølgende at de var overraskede over at det smagte så godt som det gjorde.

Første døgnøvelse
       Tir. 21. aug. 2012   Første døgnøvelse for HBU Varde. Huller graves og bivuaker bygges. Og de skal konstrueres med omhu for en ting er næsten 100% sikkert. Det bliver regn når man skal overnatte ude. //Hill

Uge 3 - vel gennemført
       Fre. 17. aug. 2012   Skyttetjeneste og skydebane var et par af de større begivenheder i ugen, og alle fik prøvet - og blev nok overrasket over hvor lang tid det egentlig tager at rengøre stumperne efter en lang mudret dag i felten.
     Fredag stod i "paradens tegn". Hele Regimentet var samlet for at sige farvel til regimentschefen. Fane, dansk løsen med en 105 mm haubitz og en meget tilfreds chef som kunne føre sit syngende batteri hjem i batterigården.
     Jeg modtog efterfølgende ros for jeres eksercits, jeres sang og måden i så ud på - flere steder fra. I har imponeret vores kolleger og I har imponeret jeres officerer og befalingsmænd - sådan!
     Den kommende uge skal vi på manøvre - sove, spise, vedle og blive endnu bedre til at agere i felten på den virkelighed vi møder når vi er væk fra de trygge rammer og sammen skal løse opgaven. Det bliver vældigt.
     Husk også at mandag er sidste dag til ansøgning om sergentskole, og muligheden for at træde ind i en ny og spændende verden - og blive en del af et stærkt kammeratskab, og mange mange oplevelser...
     Nyd jeres weekend - vi håber at jeres pårørende også kan se at der sker forandringer hos jer - og nu kan I vise jer i uniform uden for kasernen.
     Fasthold jeres engagement og humør og vær stolte af jer selv for den indsats I har leveret i denne uge.
     God weekend
     //Hill
     P.S Vedle - det øver vi videre i de kommende uger!

Høj moral og masser af vilje
       Tors. 16. aug. 2012   Så fik 3. og 4. deling også deres ilddåb i den våde mudderplut, og kunne se frem til en hyggelig aften med vedligeholdelse af grej og våben. Igen var vejret med soldaterne - i det mindste kom solen ud på eftermiddagen efter et par lange regnvejrstimer midt på dagen. 1. og 2. deling fik indskudt våben, og alle delinger er ved at være klar på de mest grundlæggende færdigheder, så vi nu kan bygge på fundamentet. Vi sagde i dag farvel to soldater af forskellige årsager - held og lykke til dem på deres vej.
     Da I, soldater - udviser høj moral og masser af vilje - har batteriet besluttet at klargøre et par cykler, som kan lånes og bruges efter tjeneste - det bringer byen og muligheden for ærinder lidt tættere på. I hører nærmere til appel inden længe.
     HBU batteriet fortsætter for Vilje Er Styrke....og i morgen bliver en fest, for vi skal til parade med resten af regimentet.
     //Hill

Ekstra vedligeholdelse
       Tors. 16. aug. 2012   En dag med ekstra vedligeholdelse af grejet fra gårsdagens tur i manøvreterrænnet - eller "Plutten", som øvelsesterrænnet også kaldes. 1. deling kæmper med at få de sidste græskorn væk fra udrustningen. Det var en hård kamp, men delingen kom i mål og alt spillede til sidst for både 1. og 2. deling. Se foto.

Første udrykkedag

       Tir. 14. aug. 2012   En lang dag med skyttetjeneste og de første skydninger på skydebanen fandt sin afslutning for soldaterne der ganske givet var godt trætte i kroppen hen under aften.
     Men fri for tjeneste er kun fri til at vedligeholde (vedle) de mange stumper indtil i morgen. Og især for 1. og 2. deling bliver det en lang aften. Mudder og snask i udstyret giver et par gode timer med vand og børste. En soldat spurgte: "om det var ok at grejet var lidt beskidt i morgen - for det var da umuligt at få helt rent.."

     "Nej" kunne chefen svare. Det er godt nok, når det er HELT rent. Ikke tørt - men rent!
     3. og 4. deling fik prøvet at skyde skarpt på skydebanen - og sluttede dagen af med marchtræning - og måske ømme fødder i morgen. Men bare rolig, det gør ikke noget der gør lidt ondt. Det er bare muskler der styrkes.
     Godt at se at delingerne udviser mod og kammeratskab. Alle hjælper hinanden og ingen står tilbage når der skal ydes en indsats.
14/8 Første udrykkedag: Delingerne gør klar til en dag på fælleden. SG Kristensen holder et vågent øje på 1. Deling. Det gælder om at have alt grej med fra start.... ellers er der langt at gå hvis man skal tilbage og hente det i skabet.

     Vilje er styrke.
     //Hill

Blid start på ugen
13/8: 2. Deling efter højde ranger...til højre ret...

       Man. 13. aug. 2012   En ny uge er godt i gang. Orientering fra velfærdsofficeren og foto med Kaj giver en let opstart på en uge hvor soldaterne både skal i "felten" for første gang og gennemføre de første lektioner på skydebanen "med skarpt i bøssen".
     Der bliver nok at se til, for en dag i felten giver en god hyggelig aften med rengøring og vedligeholdelse af stumperne så alt er klart til endnu en dag.
Som det kan ses af billedet af 2. Deling er batteriets soldater for alvor begyndt at ligne og opføre sig som soldater.

     Chef-time om Forsvarets opbygning bliver der også tid til og fredag går hele batteriet til parade i anledning af regimentchefens afgang - velpudsede og i takt.
     Vi har i dag sagt farvel til en soldat, som vi ønsker alt det bedste fremover.
     Det spiller 109% - og husk; Vilje er styrke...!
     //Hill

- Soldaterne klarer sig rigtig godt
       Fre. 10. aug. 2012   Den anden uddannelsesuge er vel overstået. De første rigtige militære fag er i fuld gang og vi er ved at være klar til næste uge hvor soldaterne for alvor skal "i felten" og lære en række feltmæssige færdigheder i faget "SKYT". Delingerne har valgt talsmænd så ledelsen i BT og soldaterne kan optimere samarbejdet.

     Anden uge var også afslutningen på opstartsperioden hvor alle de nye soldater skal vænne sig til hvordan tingene skal køre.
     Der ER nemlig mange regler og meget nyt man skal forholde sig til. Det er nu kendt af alle og fra næste uge øges kravene til den enkeltes evne til at kunne fungere i et militært miljø - og have styr på stumper, orden i skabe og på stuerne, og samtidig kunne fungere i rammen af den gruppe man er tilknyttet.
     Det bliver krævende men samtidig også udfordrende - og vi stiller ikke højere krav end hvad vi ved den enkelte kan honorere.
     Soldaterne klarer sig rigtig godt. De mange nye emner der skal håndteres og læres bliver modtaget med godt humør. Alle arbejder i samme retning og vi har bemærket at der er en meget stor lyst til at hjælpe hinanden. Sådan - bliv ved med det.
     Rigtig god weekend - husk; Vilje er styrke.
     //Hill
Øvelser i et af træningsrummene på Varde Kaserne. Udvikling af styrke og smidighed - til pumpende technorytmer.


Fysisk træning
       Ons. 8. aug. 2012   Se billeder fra dagens fysiske træning.

Farvel til to
Udsigten fra chefens kontor.... 2. Deling i færd med gevær-eksercits - og selv om armene nogle steder blev lidt trætte, holdt alle ved og gav hvad der skulle til for at få "den til at sidde i skabet".

       Tir. 7. aug. 2012  
     Desværre måtte vi i dag også sige farvel til to af vores soldater, der af forskellige årsager ikke længere skulle være en del af HBU Varde. BT ønsker dem god vind. Til alle jer der fortsat er en del af holdet; Vilje er styrke...
Senior instruerer soldaterne om særlig udrustning der skal prøves på skift. En opgave soldaterne skal have løst til i morgen - og det skal nok lykkes.

     //Hill

Besøg på soldaterhjemmet
       Man. 6. aug. 2012   Besøg på KFUMs Soldaterhjem, se billeder og video.

Tre på sygehuset - Vel fortjent første weekend

       Fre. 3. aug. 2012   Første uge gået ved HBU Varde kaserne. Et par lange dage med mange nye oplevelser, grejer og ikke mindst talemåder og regler der skal kaperes i uvante omgivelser. Alle der mødte den 1. august er stadig med på holdet - sådan.
     En enkelt soldat var så uheldig at han faldt ud af overkøjen ved morgenvækningen og blev kørt på sygehuset, men han vendte stærkt tilbage og er klar til fortsat tjeneste. Godt kæmpet. Til de to der ligger på sygehus til observation for blindtarmsbetændelse; Op med humøret - I er snart tilbage.
     Weekenden blev nok imødeset af de fleste - og da soldaterne havde gjort det godt blev de belønnet med en halv time tidligere fri. Efter en velfortjent weekend kommer en ny uge med lange dage. Men nu er vi i gang og begynder for alvor på soldateruddannelsen i den kommende uge.
     Dagens moralopbyggende tale var: "Det kommer til at gøre ondt før det gør godt".....
     God weekend UDDBT - Vilje Er Styrke....
     //BC

Mange nye indtryk

       Ons. 1. aug. 2012   143 unge mænd og kvinder stillede i dag klokken 12:00 på Varde Kaserne til aftjenelse af værnepligten i HBU batteriet. De 87 mænd og 56 kvinder fik efter registrering udleveret udrustning, rundtur på kasernen og let indøvelse af grundlæggende eksercits. Det var ikke alle der synes det var lige nemt at få styr på de mange stumper der blev udleveret i store sække, men som aftenen skred frem fandt de fleste stumper en plads i skabene og til aftrædelse klokken 22 var alle iklædt uniform.
     Klokken 23 var det godnat og selv om det for en del kan være ganske nyt at bo så mange mennesker så tæt, vil trætheden efter en begivenhedsrig dag med mange nye indtryk nok hjælpe til med at søvnen hurtigt indfinder sig. 0530 starter en ny dag....

Billeder fra første dag
Første møde med befalingsmændene.

       Ons. 1. aug. 2012   Se billeder fra de første timer. Artikel og billedserie hos JV.

Klar til i morgen
       Tir. 31. juli 2012   Efter et par ugers klargøring er Uddannelsesbatteriet klar til at modtage 157 værnepligtige onsdag klokken 12:00 på Varde Kaserne. Nedtællingen kan begynde... //Hill

Få dage inden nyt hold
Efter en lang dag i auditoriet flytter seniorsergenten dagens sidste briefing for officerer og befalingsmænd udenfor bag en af bygningerne. //HILL

       Fre. 27. juli 2012   3. UDDBT går i dag på weekend for sidste gang, i denne omgang, uden værnepligtige. Fra mandag til onsdag næste uge gennemføres yderligere klargøring til augustholdet af værnepligtige ved Varde kaserne, dette således at alt er klart og parat inden strabadserne begynder.
     Kl. 1200 på onsdag ankommer rundt regnet halvandethundrede værnepligtige for at lære, blive udviklet og blive udfordret gennem 4 måneders HBU.
     I batteriet håber vi at de værnepligtige glæder sig lige så meget til at gennemføre tjeneste, ved Danmarks bedste underafdeling, som vi gør. God weekend! //JSHH

Tre nye delingsførere
       Tor. 26. juli 2012   Tre nye delingsførere og chefen meldte i dag "klart skib" og havde første officielle arbejdsdag ved 3 ISTAR afdelings HBU batteri. Vel modtaget og en chef-time senere var delingerne formeret og kunne fortsætte klargøring til modtagelse af de værnepligtige August 2012.

Velkommen - udvikling for den enkelte
       Tor. 26. juli 2012   Uddannelsen som værnepligtig er koncentreret og hård. Meget hård.
     Men samtidig er den også sjov - og frem for alt er den udviklende.
     Udviklende for den enkelte, der får afprøvet nye grænser.
     Og udviklende for den enkeltes evne til at indgå i grupperelationer - og forstå den afhængighed vi alle har af hinanden, for at vi sammen kan opnå et godt resultat - uanset om vi er ansatte i Forsvaret eller efterfølgende skal arbejde i et civilt erhverv.
     Vi ved hvor vigtigt det er at vi giver soldaten den bedst mulige uddannelse.
     Vi ved det fordi vi kan komme i situationer hvor vi risikerer vores - og andres liv.
     Eller situationer hvor det vi har lært kan redde liv.
     Vi ved hvor vigtigt det er at man kan stole på hinanden og har tillid til hinanden.
     Vi ved det fordi vi har prøvet det.
     Vilje er styrke
     Vel mødt
     På vegne af Officerer, Befalingsmænd og Konstabler ved Uddannelsesbatteriet, 3 ISTAR Afdeling, Danske Artilleriregiment
     Batterichef, kaptajn M. Hillmann

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/4273-3-ISTAR-afdeling-3-ISTARAFD--fra-rekrut-dagbogen.htm.

Tweet