187 soldater øver krig på computeren

fre. 6. april 2012


Kilde: Ugeavisen Varde.


Oksbøllejren var i en uge en strategisk krigszone, hvor kommende kaptajner og majorer trænede i at planlægge militære operationer.

187 kommende kaptajner og majorer var før påske samlet en uge i Oksbøllejren. Her lærer de at styre tropperne i krigssituationer i en computersimuleringen taktisk træner, som kun findes i Oksbøllejren.
     - Det unikke for denne aktivitet er, at mine elever lærer at planlægge og ikke mindst gennemføre en militær operation, fortæller major Peter Knøster, der underviser ved Forsvarsakademiets Center for Landmilitære Operationer (CLO).

Styrer 15.000 mand
     CLO ligger i København, hvor alle de øverste trin i Forsvaret uddannes. Derfor var alle soldaterne også taget en uge til Jylland. Nogle af dem bor til dagligt i det vestjyske, når de ikke er på skole i København.
     De computere, som soldaterne træner med, simulerer de ordrer, der gives. Teknikken betyder, at der spares mange penge, for ellers ville øvelsen skulle foregå med køretøjer og personel.
     - Det svarer til, at dem som skal være majorer lærer at føre en enhed på 15.000 mand, forklarer Peter Knøster.
     De kommende majorer laver en plan, som de kommende kaptajner skal udføre. På den måde er formidlingen af ordrerne også en del af træningen.
     - Det er proceduren i, hvordan man giver, formidler og udfører ordren, siger Peter Knøster, der kalder det for en beslutningsøvelse.
     Undervejs kan der ske uforudsete ting, og det skal soldaterne være klar til at reagere på.
     - Der sker alt muligt undervejs. Nogle kører forkert eller nogle misforstår en ordre, og så skal man have nogle procedurer for det, siger Peter Knøster.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/4232-Mission--187-soldater-oever-krig-paa-computeren.htm.

Tweet