|
Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) inviterer Nato-landene til fælles indkøb af ammunition. Modellen ventes at få opbakning fra Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen.
Lagrene med bomber behøver ikke at skrumpe, selv om der skæres ned på forsvarsbudgetterne.
Ifølge forsvarsminister Nick Hækkerup (S) bør Nato-landene nemlig deles om indkøbet af ammunition og på den måde skabe luft i de trængte budgetter.
Lad os købe ind sammen, lad os lagre ammunitionen sammen, siger Nick Hækkerup, der i dag præsenterer ideen, når forsvarsministre fra Nato-landene mødes i Bruxelles.
Danmark vil gå foran i etableringen af mere fælles forsvar, bebuder ministeren, som mener, at der ligger en økonomisk gevinst gemt i fælles indkøb af bomber og våben.
Jo flere Nato-lande der vil være med, jo flere vil der være til at sikre, at pris og driftsomkostninger bliver lave, siger Nick Hækkerup.
Både Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, og den amerikanske forsvarsminister, Leon Panetta, forventes i dag at give fuld støtte til det danske initiativ. USA har tidligere kritiseret, at mange af de europæiske allierede løb tør for bomber og ammunition i krigen mod Muammar Gaddafi i Libyen sidste år.
Fogh Rasmussen presser også i forvejen hårdt på for, at de europæiske lande i krisetider søger grænseoverskridende løsninger og fælles militære investeringer, så den økonomiske krise ikke underminerer Europas sikkerhed.
Smart defence
Fogh kalder det nye koncept for "smart defence". Strategien indebærer, at alle lande ikke længere behøver at have alt på hylderne. De tre baltiske lande har f.eks. ikke et flyvevåben, og Danmark har allerede tidligere skrottet sine ubåde.
Professor og chef for Center for Militære Studier på Københavns Universitet Mikkel Vedby Rasmussen bekræfter, at der er god økonomisk fornuft i at lave fælles løsninger.
Det er ikke risikofrit, og man mister noget politisk uafhængighed. Men til gengæld kan landene nå langt sammen, siger han.
Venstres forsvarsordfører, Hans Christian Thoning, støtter forsvarsministerens forslag, men understreger, at der skal være grænser for, hvor meget Danmark deler.
Økonomien er ikke ubegrænset, så jeg synes, at det er udmærket. Men jeg vil ikke gå på kompromis med vores sikkerhed. Vi skal stadig kunne forsvare os selv på hjemligt territorium, siger han.
|