|
Kaptajn Stig Gunnar Larsen blev i dag hædret med Danske Banks Jubilæumsgratiale. Det foregik under artilleriregimentets årlige nytårsparole - og skete med denne motivation, givet af regimentets fg. chef, oberstløjtnant C. D. Møller:
Stig er i hverdagen humørfyldt, positiv kritisk og meget imødekommende. Han udviser en stor grad af empati, er vellidt af kollegaer, men ikke mindst af udsendte soldater og deres pårørende for sin ligefremme og professionelle væremåde. Han er overordentlig social af natur og kendt af alle ved garnisonen og i det omkringliggende samfund. Han er meget engageret, særdeles hjælpsom og altid parat til at påtage sig opgaver såvel arbejdsmæssigt som privat. Hans indsats er altid med et stort engagement og godt humør. Stig har således været tovholder på mange arrangementer på kasernen og engageret sig i flere af garnisonens foreninger, herunder i en længere årrække som sekretær i officersforening. Han er meget aktiv i sit lokalområde, hvor han bestrider forskellige tillidshverv, bl.a. i skolebestyrelsen og udviklingsrådet. Endelig skal det også fremhæves, at hans engagement og hjerte brænder for de svage i samfundet. Kaptajnen er således indbegrebet af en helstøbt officer, der er vellidt af alle og som i særdeleshed favner bredt. Han findes derfor værdig som modtager af Danske Banks Jubilæumsgratiale 2012. Jeg skal ønske dig tillykke med gratialet og æren - det er velfortjent - og samtidig ønske held og lykke fremover for dig og din famile. Pas på dig selv i forbindelse med din kommende udsendelse". |
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/4186-Danske-Artilleriregiment-DAR--indbegrebet-af-en-helstoebt-officer.htm.