34 påbud fra arbejdstilsynet

søn. 18. dec. 2011


Kilde: jv.dk.


Forsvarets ansatte udsættes dagligt for et dårligt indeklima, luftvejsbelastninger, slidende arbejdsstillinger og et psykisk hårdt arbejdsmiljø.

Arbejdstilsynet har aktuelt givet sure smileyer til 17 afdelinger i Forsvaret, der bryder arbejdsmiljøloven.
     Senest har Oksbøllejren fået hele 34 påbud fra Arbejdstilsynet - heriblandt 11 påbud for at udsætte ansatte for kræftfremkaldende belastninger.
     - Det er mange reaktioner og påbud selv for en stor arbejdsplads, siger tilsynschef hos Arbejdstilsynet, Hasse Mortensen, til JydskeVestkysten.
     - Det kunne meget vel tegne et billede af, at ledelsen i Oksbøllejren kunne have gavn af at konsultere Forsvarets egen arbejdsmiljøtjeneste, siger han.

CS: Godt for Forsvaret
     Forsvarets største fagforening giver Arbejdstilsynet et klap på skulderen for at afdække problemerne.
     - Uden dem tror jeg ikke, Forsvaret ville evne at gøre noget ved arbejdsmiljøet, siger formanden for Centralforeningen for Stampersonel, Jesper K. Hansen.
     Han pointerer, at den enkelte medarbejder ikke mærker belastningen på egen krop fra dag til dag, men det kan få store konsekvenser på længere sigt.

Forsvaret: Ikke alarmerende
     I et skriftligt svar forholder Forsvarskommandoen sig primært til de 34 påbud i Oksbøllejren og erkender, at ét påbud er ét for mange.
     - Men ser man på antallet af påbud i forhold til lejrens størrelse og antal af medarbejdere (cirka 700), så er påbudsmængden i sig selv ikke alarmerende, skriver kontorchef Susanne Kærup Hansen.
     Forsvaret forklarer sig i et skriftligt svar.
     - Forsvaret har i de seneste år sat arbejdsmiljøet på dagsordenen. Forsvaret gennemfører screeninger af tjenestestederne for at få afdækket arbejdsmiljøproblemer og løse problemerne. Over halvdelen af forsvarets tjenestesteder er blevet screenet herunder også Oksbøllejren, hedder det.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/4178-Oksboellejren--34-paabud-fra-arbejdstilsynet.htm.

Tweet