|
Sidste fredag kørte en sergent fra Danske Artilleriregiment privat i en af forsvarets biler. Det skete med lokalstøtteelementets accept.
Et tip fra en borger til JydskeVestkysten afslørede kørslen.
Den private kørsel på skatteborgernes regning er ulovlig.
Derudover havde sergenten også en privat person med i bilen til en privat fest på Falster. Det er heller ikke tilladt.
Forargelse - og skideballe
Da avisen forelagde sagen for fung. regimentschef og oberstløjtnant Claus Dixen Møller fra Danske Artilleriregiment var han både paf og vred.
- Det er lige noget, som folk bliver forarget over. Og med rette, sagde Claus Dixen Møller, der straks tog affære.
Sergenten, der er under videreuddannelse i Sønderborg, har erkendt sin brøde.
- Han har fået en kæmpe skideballe, siger Claus Dixen Møller.
Forsvaret vidste det godt
Iflg. avisen var Lokalstøtteelement Varde bekendt med, at vedkommende ville køre til Falster til en privat fest i en af Forsvarets biler.
Alligevel fik han uden problemer udleveret nøglerne.
Hvad den oplysning får af konsekvenser, fremgår ikke af artiklen i JydskeVestkysten.
Anmelder blev tosset
Anmelderen, som avisen kender identiteten på, har selv en søn i forsvaret og kender reglerne:
- Jeg blev så tosset. Det er noget forbandet svineri.
|