CS til politikerne: Hvilket forsvar vil I have?

tirs. 12. april 2011


Seneste kilde: Centralforeningen for Stampersonel, CS.dk.


At spare to milliarder kroner i 2015, eller det der svarer til 10 procent af forsvarets budget, og samtidig opretholde den nuværende aktivistiske udenrigspolitik, kan ikke lade sig gøre. Politikerne er nødt til at melde ud, hvad det er for et dansk forsvar, de gerne vil have. Det slår CS formanden Jesper K. Hansen fast.

- Nu må politikerne gå ud og pege på, og det meget gerne før næste valg, hvad det er for nogle opgaver, som forsvaret skal løse fremover. Hvis vi også i fremtiden skal være i stand til at rykke ud med militære styrker halvanden døgn efter, at en beslutning bliver taget, som tilfældet var i Libyen, så koster det altså kroner og øre, siger Jesper K. Hansen.
     Meldingen om, at besparelsen på to milliarder kroner kan hentes ved et reduceret engagement i Afghanistan og igennem effektiviseringer er useriøs, mener CS formanden.
     - Så mange penge ligger der slet ikke gemt i Afghanistan-budgettet. Og så har det danske forsvar allerede været igennem en omfattende omstillingsproces, hvor vi er gået fra at have et nationalt beredskab til at have et forsvar, der er gearet til at sende styrker ud i internationale missioner. Vi har allerede skåret fedtet fra, så hvis politikerne virkelig gerne vil svinge sparekniven yderligere, så begynder de at skære i forsvarets muskler og rygrad, siger Jesper K. Hansen.
     Han påpeger, at forsvarets budget i dag kun hænger sammen, fordi det finansieres af en massiv overarbejdspukkel, som en følge af det store engagement i internationale missioner. Det betyder, at forsvaret allerede i dag skylder de ansatte en stor pose penge for det nuværende aktivitetsniveau.
     - Størrelsen på forsvarsbudgettet ligger politikerne fast. Sådan er spillereglerne, og det accepterer vi. Men der er nødt til at være overensstemmelse imellem hvilke ambitioner og mål politikerne har, og hvilke midler de stiller til rådighed, ellers kan det hele ikke hænge sammen, siger Jesper K. Hansen.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3978-Haeren-foresatte-myndigheder--cs-til-politikerne-hvilket-forsvar-vil-i-have.htm.

Tweet