"Surstrålere"



"Gruppen var enige om at de skulle have det sjovt og at de ikke ville acceptere "surstrålere". De var f.eks. aldrig på øvelse. De var på camping med den sidegevinst at de fik lov til at skyde."
Freddy Meyer 

søn. 4. maj 2008


Kilde: Hjemmeværnet.


Husk:
  Der findes ikke fiasko. Allerhøjst begrænset succes.


Onsdag den 30. april 2008 havde Flyverhjemmeværnet i opstillingsafsnit midt besøg af snedker, kanonkommandør og socialpædagog Freddy Meyer, som i et hæsblæsende tempo fortalte om Flyverhjemmeværnets "Mission, vision, værdier og adfærd".

Jeg har aldrig fået skældud af min far", starter Freddy Meyer. "Jeg er blevet irettesat og sat på plads, men jeg har aldrig fået skældud." Freddy kommer fra et hjem hvor kærlighed og glæde er kerneværdier.
     Som barn var Freddy Meyer en glad og livlig dreng med spræl i. Det er ikke altid at det er vellidt i skolen, og det var det heller ikke i Freddys. Til en forældresamtale siger Freddys far til lærerne: "Hvis I ikke har noget positivt at sige om min søn, så går vi nu!" Til det svarer læreren: "Han kan hvis han vil", hvorefter Freddys far siger til Freddy: "Se du er den bedste i klassen. Du kan blive lige hvad du vil." , hvorefter Freddy fik en 5´er.
     Da Freddy bliver voksen, kommer han i militæret, hvor han bliver skytte på en M109 Haubitser. Det er det bedste, der er sket i hans liv. "Hvorfor underviste de ikke i sådan noget i skolen?"

Hvad er en "surstråler"?
     Efter nogle år i militæret blev Freddy, på opfordring af sin svigerfar, snedkerlærling. På den arbejdsplads stiftede han bekendtskab med en "surstråler", hvilket han ikke kunne med i længden og derfor endte i militæret igen.
     En "surstråler" er en person, der udsender negativ energi og signaler, der giver et dårligt klima, og ødelægger dagen for andre. Vi kender nok alle sammen kassedamen, der har fået det forkerte ben ud af sengen.

Kys og kram i en haubitser
     Tilbage i militæret blev Freddy kanonkommandør på selv samme haubits, som han var skytte på. Bag på vognen fik han med store hvide bogstaver skrevet: "Kom gladere ud, end da du gik ind". Det betød at gruppen var enige om at de skulle have det sjovt og at de ikke ville acceptere "surstrålere". De var f.eks. aldrig på øvelse. De var på camping med den sidegevinst at de fik lov til at skyde. Hvis de mødte en "surstråler", var de enige om, at personen nok trængte til et kys og et kram, hvilket resulterede i at ingen turde at "stråle sur" i nærheden af dem.

Mission, vision, værdier og adfærd
     Hvad har alt dette så med Flyverhjemmeværnet at gøre?
     Freddy Meyer brugte 2 timer, hvor han i fuld fart, med utrolig megen humor og med udgangspunkt i sit eget liv, fortalte om vigtigheden af at have et fælles fodslaw, og at turde at sige til, hvis nogen træder ved siden af. Han beskrev med egne ord vigtigheden i at Flyverhjemmeværnet har opstillet "Mission, vision, værdier og adfærd".
     Tiden flyver af sted. Der er derfor ikke tid til at vi skal gå og brokke os (surstråle) over at ting ikke er som de var før. Vi skal se fremad og følge med tiden.

Husk:
     Der findes ikke fiasko. Allerhøjst begrænset succes.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3913SKH.htm.

Tweet