dec. 2008
Danske Division
|
| |
Det danske forsvars genetablering efter 2. Verdenskrig medførte oprettelse af Vestre Landsdelskommando med fire regioner og Østre Landsdels- kommando med tre regioner.
I 1951 blev det bestemt, at Region III skulle danne staben for en ny division 3. Division med hovedkvarter i Aabenraa, men først efter næsten et års forløb fik divisionen sin første chef. Det skete den 1. juni 1952 hvor generalmajor R. Allerup tiltrådte, hvorfor denne dato er fastsat som oprettelsestidspunkt.
Divisionen skulle i krigstid føre de i region III garnisonerede styrker og var derfor i fredstid ansvarlig for uddannelse af disse styrker.
Divisionens hovedkvarter blev indrettett i det beslaglagte tidligere tyske gymnasium i Aabenraa, der siden 1945 havde fungeret som hovedkvarter for Grænsekommandoet. Dette blev ved samme lejlighed nedlagt og dets opgaver blev overtaget af Region III og hermed 3. Division.
I 1961 ændredes divisionens navn til Jyske divisionskommando med tre jyske brigader,1.- 2. - og 3. Jyske Brigade, hvoraf dog kun 1. Jyske Brigade var fuldt bemandet fra oprettelsen.
I 1975 flyttede divisionen til Bülows Kaserne i Fredericia. Samtidig blev de to andre brigader fuldt aktiveret, så divisionen herefter havde tre ensartede brigader.
10 år senere i 1985 skiftede divisionen endnu engang navn til Jyske Division.
Ved forsvarsforliget i 1995 blev det bestemt, at divisionen den 1. januar 1997 ændrede navn til Danske Division. Samtidig nedlagdes 2. Jyske Brigade og 1. Sjællandske Brigade blev overflyttet til Danske Division, idet den blev organiseret som 1. Jyske Brigade.
Den 1. februar 2002 flyttede Danske Division hovedkvarter til Haderslev Kaserne.
Ved forsvarsforliget i 2004 blev det besluttet at nedlægge de eksisterende brigader og oprette 1. Brigade som en stående brigade og 2. Brigade som en uddannelsesbrigade for værnepligtige, reaktionsstyrker og styrker til indsættelse i internationale operationer.
Danske Divisions mærke og segl
Danske Divisions mærke er en jernklædt ridder med banner og draget sværd på en springende hest. Under hesten er et bånd med Kong Christian den X´s kronede navnetræk og valgsproget VELOX ET ACER (hurtig og skarp).
Mærkets figur forestiller den slesvigske hertug Knud Lavard (1096-1131) og seglet blev benyttet af det til Knud Lavard knyttede Skt. Knudsgilde i Slesvig fra ca. 1220.
Mærket var tidligere afdelingsmærke for fodfolkspionerkompagniet i Aabenrara (1949-1951).
Haderslev Garnison
Som de fleste andre større gamle byer i Danmark har Haderslev gennem mange hundrede år været hjemsted for soldater. Ja, byen hører vel ret beset til de allerældste, når talen er om at huse enheder af dansk forsvar.
Garnisonen i Haderslev adskiller sig dog væsentligt fra andre byers, idet garnisonen siden 1888 har bestået af ikke mindre end 3 forskellige nationer og ført syv forskellige flag.
Kasernen er oprindelig bygget af Haderslev by i tiden 1885-1888 idet Aabenraa by ikke ønskede at opføre en ny kaserne til erstatning for den brændte i 1872.
|