Nytårshilsen fra Mali



man. 5. jan. 2015



Baggrund:
ons. 19. nov. 2014: Mali - masser af udfordringer
tors. 9. okt. 2014: Mali: God start for dansk hold
tirs. 26. aug. 2014: Efterretningsofficerer på plads i Nord-Mali
tors. 26. dec. 2013: Hær-officerer skal løse nøgleopgave i Mali

Hermed en kort nytårshilsen fra min udsendelse til FN's MINUSMA mission i Mali. Jeg har siden AUG 2014 gjort tjeneste ved den hollandsk ledede ASIFU (All Source Intelligence Fusion Unit) som indgår direkte under MINUSMA Force Commander og lejren er opstillet i lufthavnen udenfor hovedstaden Bamako.

Mali er et konstitueret demokrati, inddelt i 8 regioner, er ca. 33 gange større end Danmark og har ca. 12 mill. indbyggere. Fransk er det officielle sprog og islam er den mest udbredte religion. De nordlige grænser når midten af Sahara, mens landets sydlige region, med størstedelen af landets indbyggere, har floderne Niger og Senegal. Landets økonomi bestemmes hovedsageligt af landbrug og fiskeri. Nogle af Mali`s naturressourcer er guld, uran og salt og Mali er verdens 5. fattigste land. Landets klima går fra subtropisk i syd til goldt i nord.

Staten Azawad
     I JAN 2012 udbrød der oprør i det nordlige Mali og den nye stat Azawad, der ikke er internationalt anderkendt, blev udråbt. Staten involverede dermed også Algeriet og Nigeria, idet Asawad ikke tog hensyn til landegrænser.
     Konflikten blev yderligere kompliceret af et militærkup i MAR 13. Med støtte fra franske styrker generobrede regeringsstyrker kontrollen med det meste af området og der blev afholdt præsidentvalg i slutningen af 2013.
     Med henblik på at støtte fredsprocessen, besluttede FN at indsætte ca. 12.000 mand fordelt i 3 regioner og med hovedkvarter i Bamako.
     Da jeg påbegyndte min mission ved ASIFU var jeg indledningsvis Deputy Chief Operation, men ret hurtigt kunne jeg konstatere, er der ikke var mere end et par timers arbejde hver dag (vi arbejder alle ugens dage, undtagen søndag, hvor vi holder "LOW OPS" og kun hvis tjenesten tillader det).
     Da Commander (COM) samtidigt var udfordret af meget arbejde (ASIFU er spredt over 1000 km og en øjeninfektion, der bl.a. krævede behandling i Holland), besluttede Chief of Staf (COS) at flytte mig til en nyoprettet stilling som Military Assistent til Commander. Dette passede mig fint, idet jeg dermed indgik i ASIFU Command Group og samtidigt kunne anvende mine erfaringer fra mine 3 år i en tilsvarende stilling ved NATO Joint Analysis & Lessons Learned Centre i Lissabon.

En typisk arbejdsuge ser således ud:
     Mandag og torsdag morgen er der stabsmøde, hvor alle sektionschefer opdaterer COS om deres aktiviteter.
     Hver dag gennemfører vi kl. 0830 Commanders Up-date Briefing, hvorefter jeg sidder sammen med COM og planlægger dagens aktiviteter. Den indeholder typisk møder i Force Hovedkvarteret eller med andre myndigheder i Bamako. Her er det min opgave at skaffe alle relevante oplysninger forud for møderne, at ledsage COM under møderne og herefter lave kortfattede referater.

     Ugen kan også indeholde besøg ved vores enhed i Gao (hvor vi permanent har to danske kolleger) eller Timbukto, som ligger ca. 1000 km fra Bamako eller ved et af de tre sektorhovedkvarterer fordelt i det nordvestlige Mali. Transporten bliver primært gennemført med FN-fly, opereret af et Ukrainsk privat selskab eller med militære helikoptere.

40 nord-europæere
     I ASIFU indgår der personel fra hhv. Holland, Sverige, Tyskland, Norge, Estland, Finland og Danmark og vi bor til dagligt i den norsk byggede Camp Einheijer i Bamako Internationale lufthavn.
     Vi bor i (luksus) telte med egen sovekabine og vi har adgang til alle moderne faciliteter såsom, biograf, internet, café etc. Maden er fremstillet af primært norske råvarer og fortjener min. 3 Michelin stjerner (det er hårdt at stå op søndag morgen og skulle vælge mellem friskbagt brød, æg og bacon, 3 forskellige slags laks og masser af andre gode sager). Selvom maden er fremragende og der dermed er en stor risiko for at tage på i vægt, kan dette nemt forebygges, idet der ud over træning i vores topmoderne fitness telt også er mulighed for at løbe i den afrikanske natur.
     Søndagen benytter vi til at sove længe, vaske tøj og slappe af i de ca. 35 grader i solen, eller vi tager med på udflugt til zoo, bade lodge eller på mountainbike i bjergene udenfor Bamako. Vi har også overværet flere fodboldkvalifikationskampe til African Cup.
     Spændende at være 40 nord-europæere på et, efter afrikanske forhold, "topmoderne" nationalstadion sammen med ca. 50.000 ellevilde lokale tilskuere. At vi sad i VIP-loungen sammen med regeringsrepræsentanter, gjorde ikke oplevelserne mindre.
     Risikoen for at pådrage sig malaria og Ebola har selvfølgeligt været et tema, men p.t. har der ikke været tilfælde af malaria her i lejren og da Ebola udbrød i Mali i NOV (hvilket officielt slog 8 malisere ihjel) tog regeringen hårdt fat, hvilket igen har gjort Mali Ebolafri.
     Fejringen af nytårsaften var noget anderledes end jeg plejer. Vi fik et fremragende aftensmåltid (ledsaget af enten rød sodavand eller alkoholfri øl), hvorefter vi så filmen "The Longest Day", en film (lærte jeg), hvor tilskuerne aktivt deltager med tilråb og fagter. Efter filmen klædte vi om til idrætstøj, hvorefter "løb" ind i 2015. Underligt var det at vågne på den første dag i det nye år og tænke: "I år behøver jeg ikke at se skihop fra Garmich-Partenkirchen for at overleve".
     MINUSMA missionen er en FN mission på godt og ondt og afviger langt fra det, vi de sidste mange år har været med til i Bosnien, Kosovo, Irak og Afghanistan. Jeg har heldigvis tidligere været udsendt som kompagnichef i 1992/1993 under FN, så jeg var advaret. Alt er meget bureaukratisk og foregår i et særdeles langsomt tempo. Men det passer nu meget godt til den afrikanske kultur.
     Med denne nytårshilsen vil jeg ønske jer alle et godt og lykkebringende 2015.
    

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/5325-Udland--nytaarshilsen-fra-mali.htm.

Tweet