Sat ud af spillet - for en stund



lør. 8. nov. 2014



"Det var lidt surrealistisk at følges med vores enhed, selv om vi var døde. Og det var også lang tid, hvor man ikke kunne være med i operationerne. Men når man kan blive taget ud af kampen betyder det også, at jeg tænker mere over, hvordan jeg bevæger mig og holder mig skjult i terrænnet."

Kilde: forsvaret.dk.



Baggrund:
fre. 7. nov. 2014: Mere fri føring og laser-duel i fremtiden

Under Combined Resolve III bliver både nedkæmpede, sårede og tilfangetagne soldater taget ud af kampen indtil behandlingen af dem ned gennem systemet er godkendt af de amerikanske kampdommere.

Under Combined Resolve III er det med at dukke nakken en ekstra gang og sørge for, at disciplinen skjul og sløring bliver efterlevet til punkt og prikke. For bliver du først ramt af skud eller artilleri, bliver du sat ud af kampen. Og du bliver først sat ind igen, når du er blevet behandlet korrekt og papirarbejdet har været frem og tilbage gennem kommandosystemet. En proces, der typisk tager 12 timers tid.
     - Når den sårede soldat kommer her, har han en seddel med, der beskriver, hvad der konkret er sket med ham. Og det behandler vi ham ud fra. Desuden gennemfører vi de administrative procedurer, som skal meldes tilbage gennem systemet. Og når soldaten er færdigbandlet her, kan ventetiden godt blive 12-20 timer i et telt her omme bagved, inden en amerikansk kampdommer giver ham lov til at komme med i kampen igen.
     Det fortæller sergent Morten Winther, der er sektionsfører i Forbindeplads Tung, som har tilknyttet ni sanitets-soldater til at tage sig af nogle af de sårede danske soldater under Combined Resolve III. Forbindeplads Tung har otte sengepladser og består af oppustelige telte, flere lastbiler og pansrede ambulancer. Forbindepladsen er placeret i en kæmpestor Forward Operation Base, FOB West, i den sydlige ende af øvelsesområdet, hvor en bred vifte af militærkøretøjer i alle afskygninger har kørt vejene til lange glidebaner belagt med 10-20 centimeter mudder.

20 soldater sat ud af kampen
     Godt og vel halvvejs inde i Combined Resolve III har Forbindeplads Tung modtaget godt 20 danske soldater, der er blevet sat ud af kampen efter de er blevet nedkæmpet af fjendtlig ild.
     - Lige nu har vi ikke nogle i venteposition, men der kan komme patienter ind, hvornår det skal være. Når soldaten sættes i venteposition her, mens vi kører hans sag gennem systemet, betyder det, at kampenheden reelt må undvære soldaten, indtil han sættes ind igen. Og indtil man finder hans enhed ude i terrænnet igen, hvilket godt kan være en udfordring. At soldaten reelt tages ud, er et loop vi mangler, når vi er på øvelse i Oksbøl siger Morten Winther og understreger:
     - Soldaterne har generelt taget det pænt, selvom de er blevet sat ud af spillet. Mange tager det som en oplevelse, da det også er nyt for dem at komme bag fronten og se, hvilket stort logistisk apparat, der er stillet op for at håndtere genforsyning og sanitetstjenesten.
     Ud over de soldater, der nedkæmpes som led i øvelsen, modtager Forbindeplads Tung også de danske soldater, som reelt bliver syge eller kommer til skade. Da vi besøgte forbindepladsen fredag middag havde man haft omkring 20 soldater i konsultation og 20 indlæggelser ud over de 20 soldater, der var blevet såret som en del af øvelses-set-up'et.
     - For os på forbindepladsen har det betydet ekstra travlhed. Men det giver os også en rigtig god træning i at håndtere reelt syge patienter, så vi er rigtig glade for at have den mulighed under øvelsen her, siger Morten Winther.

Skudt i ryggen
     Et tilsvarende øvelsesspil kører for de soldater, der tages til fange af fjendens hunter-force. Hvis man derimod såres dødeligt af fjendens ild under Combined Resolve III, bliver soldaten ofte af praktiske årsager hos sin enhed, indtil en amerikansk kampdommer beslutter sig for at sætte ham ind i kampen igen. Den faldne soldat er ukampdygtig i op til 24 timer.
     - Jeg blev skudt i ryggen, og Miles-systemet (laser-duel-systemet, red.) begyndte at hyle med det samme. Skuddet faldt lige efter, at vi havde fået leveret nogle nye batterier af en af amerikanerne, så jeg tror han har afsløret vores skjulested, siger konstabel Mathias Hansen fra 2. Lette Opklaringseskadron.
     Sammen med en kammerat blev Mathias midtvejs i øvelsen ramt og dømt ude som dræbte. De to opklaringsfolk kom til at følge deres enhed i 12 timer, før de igen blev erklæret kampklare igen.
     - Det var lidt surrealistisk at følges med vores enhed, selv om vi var døde. Og det var også lang tid, hvor man ikke kunne være med i operationerne. Men når man kan blive taget ud af kampen betyder det også, at jeg tænker mere over, hvordan jeg bevæger mig og holder mig skjult i terrænnet. Så det er meget lærerigt, siger Mathias, som atter er kommet ind i kampen.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/5262-Haeren-foresatte-myndigheder--sat-ud-af-spillet---for-en-stund.htm.

Tweet