Tidligere NATO-soldat: Boycot flagdagen


Mig som 21 årig i Kosovo i 2002.

fre. 5. sept. 2014



"Vi fortjener kritik for at skabe grobund for had til vesten gennem vores bevæbnede og pansrede tilstedeværelse i fremmede landes fremmede byer. Den slags bør ikke aftvinge respekt eller flagdage."

Bragt hos frihedsaktivisten.


Ca. 3 år i grøn uniform blev det til.


I dag er det flagdag for Danmarks udsendte soldater. Busser og flagstænger er prydet med flag, og facebook svømmer over med beundring for de soldater, som den danske stat har og har haft udsendt.

Men som tidligere udsendt soldat støtter jeg ikke tropperne. Jeg har ikke en gul sløjfe på min bil, og jeg står ikke ret, når Dannebrog hejses for at hylde mig og mine tidligere kollegaer. Min medalje har jeg for længst smidt ud.
     Vi bildes ind, at de udsendte soldater forsvarer friheden og gavner verdensfreden, når de for milliarder af tvangsindkrævede skattekroner sendes til varme og sandede lande for at bekæmpe en fjende, som vi grundlæggende ikke forstår. Selv de, der er uenige med statens udenrigspolitik undtager soldaterne og argumenterer for, at de fortjener støtte uanset. De gør jo bare deres arbejde og har ingen indflydelse på, hvad den politiske klasse på Christiansborg sætter dem til, lyder det.
     Men jeg og mine tidligere bevæbnede kollegaer fortjener ikke applaus, våde øjne og en svulmende fornemmelse i brystet, når "Der er et yndigt land" afsynges til utallige arrangementer for de udsendte og hjemvendte tropper. Vi fortjener ikke respekt og hyldest for med våben i hånd at rejse ud med et dansk flag på ærmet. Vi fortjener ikke respekt for at stille os til rådighed for politikere, der ikke forspilder en eneste chance for at sende unge mænd i krig.

- Vi soldater fortjener kritik
     Vi soldater fortjener derimod kritik for villigt at have været statsmagtens tjenere i konflikter, næsten ingen i vesten forstod eller forstår. Vi fortjener kritik for at destabilisere og invadere fremmede egne, hvor de siddende magthavere godt nok var forfærdelige, men hvor resultatet af interventionen var langt værre. Vi fortjener kritik for at oprette mistankeløse checkpoints og gennemrode folks biler, og vi fortjener kritik for at sparke folks døre ned, hvis de ikke frivilligt lukkede op for bestøvlede og bevæbnede mænd, der ville gennemrode deres huse. Begge dele noget, jeg beklageligvis har været med til.
     Vi fortjener kritik for at skabe grobund for had til vesten gennem vores bevæbnede og pansrede tilstedeværelse i fremmede landes fremmede byer. Den slags bør ikke aftvinge respekt eller flagdage.
     Derfor opfordrer jeg som tidligere udsendt til at boykotte flagdagen og i stedet prøve at tilgive os, der var så unge, tankeløse og eventyrlystne at stille os til rådighed for statsmagtens bevæbnede rejsedrømme. Vi gavnede ikke friheden, vi modarbejdede den. Det viser både vores konkrete handlinger, og det viser resultatet af vores tilstedeværelse i de pågældende lande.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/5180-Mission--tidligere-nato-soldat-boycot-flagdagen.htm.

Tweet