Soldater klar til udsendelse


Soldaterne øver sig i at kontrollere køretøjer som forberedelse til KFOR missionen. Foto: HEC

tirs. 1. april 2014


Kilde: HOK.


KFOR
  KFOR står for Kosovo Force og er en NATO mission.
   Missionens opgaver består i adgangskontrol, vagt og patruljering i en lejr nær byen Novo Selo.
   Det danske bidrag til missionen er på 35 mand. 29 soldater er i en bevogtningsdeling og udsendt på tre-måneders hold. Seks stabsmedlemmer er i KFOR´s hovedkvarter i hovedstaden Pristina. De udsendes på seks-måneders hold.



Baggrund:
ons. 5. febr. 2014: KFOR hold 30A afsted til Kosovo

I starten af maj bliver KFOR hold 30B udsendt til Kosovo, og uddannelsen af soldaterne er skudt i gang.

Over 100 pårørende og kommende Kosovo Force (KFOR) soldater var i sidste uge mødt op i auditoriet på Varde Kaserne for at få vigtige informationer inden den kommende udsendelse af KFOR hold 30B.
     Under arrangementet gennemgik socialrådgiver Lars P. Hougaard blandt andet forsikringsspørgsmål og vigtigheden ved at holde kontakten i de tre måneder, soldaterne er udsendt. Derudover kunne chefen for Hærens Efterretningscenter, oberst Birger Mejlholm, og delingsfører KFOR 30B kaptajn Jesper Tjørnelund fortælle, at det stadig er en vigtig opgave at bevogte lejren nær Novo Selo og gennemføre patruljer i området omkring lejren.
     I ugerne frem til starten af maj uddanner KFOR 30B sig blandt andet inden for kontrol af køretøjer. Et oplagt sted at øve kontrolproceduren er ved syd-porten på Varde Kaserne. Her blev alle køretøjer forleden dag kontrolleret for mistænkelige genstande i kabine, motorrum og undervogn. Varde Kaserne gennemgår lige nu en stor ombygning, så med en stor trafik af håndværkere og dertilhørende kørertøjer fik kontrolposten en travl dag.
     KFOR hold 30A, der er i Kosovo nu, består af 33 ansatte fra Hærens Efterretningscenter. 30 er i bevogtningsdelingen, og de sidste tre er ved Tactical PsyOps Team.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/4889-Mission--soldater-klar-til-udsendelse.htm.

Tweet