Kanonulykke: Ingen soldater straffes


Eksplosion i kanonrør på Kronborgs volde var ikke soldaternes fejl. Ulykken kostede en soldat to fingre. Foto: Andreas Norrie

fre. 11. okt. 2013



Baggrund:
tors. 19. sept. 2013: Kronborg-ulykken: Ledelsen svigtede
tors. 1. aug. 2013: Har det godt efter kanonulykke
fre. 28. juni 2013: Salut-forbud på Kronborg
tors. 20. juni 2013: Ingen kongelige besøgte soldat
ons. 12. juni 2013: Såret soldat fra Oksbøl opereret
tirs. 11. juni 2013: Soldat kvæstet af sprængladning
tirs. 11. juni 2013: Faldt otte meter - slipper uden faldskader
tirs. 11. juni 2013: Kanon-ulykke - er sket før

Eksplosion i kanonrør på Kronborgs volde var ikke soldaternes fejl. Ulykken kostede en soldat to fingre.

De soldater, der i juni skød en stribe salutter af på Kronborg for at markere prins Henriks fødselsdag, var ikke skyld i, at en 26-årig overkonstabel af 1. grad fik sprængt flere fingre af, blev stærkt forbrændt og styrtede syv meter ned fra en vold.
     Det konkluderer Auditørkorpset.
     - Hovedbudskabet er: ingen straf til personellet, altså enkeltpersoner, siger specialkonsulent Ida Kjærgaard ved Auditørkorpset.
     Korpset baserer sin konklusion på afhøringer af et større antal soldater, der var på Kronborg under ulykken, og en rapport, som en ekspertgruppe under Danske Artilleriregiment har udarbejdet.
     Rapportens konklusionen er, at den mest sandsynlige årsag til ulykken var en fejl ved kanonen - ikke at soldaterne har udført deres arbejde for dårligt.

Har arbejdsgiver et ansvar?
     Ifølge Ida Kjærgaard arbejder Auditørkorpset nu videre med sagens andet ben, nemlig om Forsvarskommandoen som virksomhed har et ansvar for ulykken.
     - Sagen kører videre som en sag om arbejdsmiljølovgivningen - altså om der potentielt er et virksomhedsansvar, siger Ida Kjærgaard.
     tv2.dk kunne i midten af september fortælle, at Arbejdstilsynet havde givet to påbud i forbindelse med sagen, og at tilsynet rejste en kras kritik af både ledelse og materiel i forbindelse med ulykken.
     Ifølge Arbejdstilsynet var ulykken et produkt af for få soldater på arbejde og dårligt materiel.
     De konklusioner skal Auditørkorpset nu se nærmere på, når Forsvarskommandoen skal under luppen.
     Ifølge Arbejdstilsynet var den svaber, der skulle slukke gløder i kanonen, gammel, og den blev ikke fugtet mellem hver slukning.
     - Den person, der skulle slukke gløderne, havde travlt. Han havde travlt, fordi de ikke var nok personer til at betjene kanonerne, og kanonerne skal genlades. De var ikke nok, da det koster mange penge at fragte personel fra Varde til Kronborg og retur, noterede Arbejdstilsynet efter besøget.

Gløden sad længere inde
     Men ifølge ekspertgruppens undersøgelse af kanonen, tyder mest på, at Arbejdstilsynets konklusion på dette punkt er forkert.
     Ifølge gruppens opfattelse sad gløden nemlig ikke i det område af kanonen, hvor svaberen kunne nå, men længere inde i kanonen.
     - Den mest sandsynlige årsag til ulykken er en glød mellem antændingssystememet og væggen i den oprindelige fængkanal, står der ifølge Ida Kjærgaard i konklusionen fra ekspertgruppen.
     Gruppen kan ikke udelukke, at gløden har været i selve kanonrøret - hvor svaberen altså burde have slukket den - men det vurderes som 'mindre sandsynligt', oplyser specialkonsulent Ida Kjærgaard.
     - Der går et hul oven fra kanonen og ned i kanonrøret, som man tænder fra (fængkanalen, red.). Man sætter et antændingssystem ned, og hvis det ikke passer præcist ned, kan der teoretisk blive skudt en glød op og sætte sig fast i fængkanalen, siger Ida Kjærgaard.
     Det er altså mindre sandsynligt, at detoneringen, som oprindeligt antaget, skyldtes en glød i selve kanonrøret, som antændte krudtet.

Mistede flere fingre
     Overkonstablen mistede en lillefinger, ringfinger og halvdelen af langefingeren på højre hånd. Han fik desuden ridser i hornhinden og blev forbrændt på 10 pct. af kroppen.
     Overkonstablen, som ulykken gik ud over, var såkaldt 'støder'. Hans opgave var, at skubbe det sprængfarlige pulver ned i kanonens løb forfra.
     Ulykken skete, netop som han stødte til.

Fortsat salut-forbud
     Sagen kører videre som en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, og indtil den er afsluttet, er saluteringen på Kronborg ikke frigivet, skriver Helsingør Dagblad.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/4603-1-DAA-1-Danske-Artilleriafdeling--kanonulykke-ingen-soldater-straffes.htm.

Tweet