Ingen kongelige besøgte soldat

tors. 20. juni 2013



Baggrund:
ons. 12. juni 2013: Såret soldat fra Oksbøl opereret
tirs. 11. juni 2013: Soldat kvæstet af sprængladning
tirs. 11. juni 2013: Faldt otte meter - slipper uden faldskader
tirs. 11. juni 2013: Kanon-ulykke - er sket før

Soldaten, der kom slemt til skade under saluteringen ved Kronborg i f.m. prins Henriks fødselsdag, har ikke haft besøg af prinsgemalen i anledning af uheldet, der kvæstede ham hårdt.

Han har mistet to en halv finger, er blevet forbrændt og har fået ridser på hornhinden.
     Ulykken skete for over en uge siden, og samme dag (11. juni) oplyste kongehuset, at prinsgemalen ville holde sig orienteret om soldaten:
     - Prinsgemalen er orienteret om ulykken. Han er meget berørt, og han vil holde sig orienteret om soldatens tilstand, oplyste kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby.

Prins Henrik: En hemmelighed
     Ekstra Bladet spurgte for kort tid siden prins Henrik, om han har været på besøg på hospitalet og fik et vævende svar.
     - Det er en hemmelighed. Jeg siger aldrig, hvad vi gør, sagde Henrik til Ekstra Bladet under en overrækkelse af erhvervspriser på kongeskibet Dannebrog.

Besøg - men ikke af kongelige
     Ifølge hans sekretariatschef, Mogens Christensen, er der dog ikke meget, der peger i retning af, at Henrik har været på besøg på hospitalet.
     - Jeg er sikker på, der er blevet sendt noget fra kongehuset. Repræsentanter for kongehuset har sandsynligvis besøgt ham, men ikke de kongelige, siger Mogens Christensen.
     - Så der har været besøg af nogen på et højt niveau fra kongehuset, men ingen kongelige?
     - Det tror jeg. Jeg ved det ikke. Det er noget, vi holder for os selv, siger sekretariatschefen, der dog fik tilkendegivet, at ingen af de blåblodede havde været forbi.

Ulykken undersøges stadig
     Salutterne bliver affyret hvert år til prins Henriks fødselsdag. Han var dog ikke selv tilstede, da han fejrer dagen på Fredensborg.
     Forsvarets Auditørkorps og Arbejdstilsynet er ved at undersøge, hvad der gik galt.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/4525-1-DAA-1-Danske-Artilleriafdeling--ingen-kongelige-besoegte-soldat.htm.

Tweet