fre. 10. juni 2005
Kilde: berlingske.dk.
Fakta: Sagen om den stækkede Tårnfalk Efter Berlingske Tidendes omtale af årelange problemer med at få forsvarets ubemandede overvågningsfly Tårnfalken til at virke, har Forsvarskommandoen sammen med forsvarsminister Søren Gade (V) og forsvarspartierne besluttet at skrotte de 422 millioner kroner dyre fly.
Siden er Rigsrevisionen sat til at undersøge, om der kan placeres et ansvar for fiaskoen. Statens advokat, kammeradvokaten, undersøger om der kan rejses erstatningskrav mod den franske producent.
Den franske producent har pålagt dansk forsvar en stor del af ansvaret for flyet, som angiveligt fungerer godt i canadisk forsvar. |
|
| |
Ny chance: Forsvarskommandoen overvejer et tilbud fra producenten af forsvarets ubemandede fly om at købe systemet tilbage, hvis det ikke kommer til at virke.
Forsvarets fiaskoramte spionfly kaldet Tårnfalken får måske alligevel lov til at flyve.
I hvert fald forhandler Forsvarskommandoen nu med producenten af de ubemandede fly, det franske firma Sagem, om et tilbud fra virksomheden om at tilbagekøbe flysystemet, hvis det ikke kommer til at virke.
Forsvarskommandoens informationschef, oberstløjtnant Hans-Christian Mathiesen, bekræfter over for Berlingske Tidende, at der skal være flere møder med den franske virksomhed i den kommende tid. Forsvarskommandoen forventer at være færdig med sine nye overvejelser om Tårnfalkens overlevelse i løbet af de kommende fire-seks uger.
Det tidspunkt falder sammen med Kammeradvokatens overvejelser om et eventuelt erstatningskrav fra den danske stat mod den franske virksomhed. Forsvarets egne advokater har tidligere afvist muligheden for erstatning, men det spørgsmål bliver alligevel nærmere undersøgt at statens advokat. Ifølge oberstløjtnanten skal forsvaret have virkeligt gode og attraktive garantier fra den franske producent, før der kan blive tale om at ændre på anbefalingen om at skrotte de 422 millioner kroner dyre fly.
Forsvarsminister Søren Gade (V) afventer nu Forsvarskommandoens nye overvejelser - og vil ifølge pressechef Jacob Winther drøfte det med partierne bag forsvarsforliget, hvis Forsvarskommandoen ændrer mening om de ellers skrotningsdømte fly.
Forsvarsudvalgets formand, Helge Adam Møller (K), der har modtaget et eksemplar af Sagems tilbud, er langt fra overbevist om, at tilbudet vil ændre beslutningen om at opgive Tårnfalken.
- Men det drejer sig om så mange penge, at vi i givet fald skal være parat til at ændre holdning, også selv om det udløser røde ører i Forsvarskommandoen, siger han.
Forsvarsminister Søren Gade skal i nær fremtid forklare hele sagen i et samråd i forsvarsudvalget.
|