tors. 2. juni 2005
Af Forsvarskommandoen
"Dette står ikke mål med de omkostninger og risici, der er forbundet med at fortsætte projektet."
Kilde: forsvaret.dk.
|
| |
Resumé af Rapport vedr. undersøgelse af UAV "Tårnfalken".
Den 12. marts 2005 bragte Berlingske Tidende artiklen "Tårnfalken ramt af uheld". Artiklen beskriver det hidtidige forløb i forbindelse med implementering af fjernopklaringssystemet Tårnfalken, siden det blev besluttet anskaffet ved aktstykke 55 den 2. december 1998. Artiklen fokuserer især på, at systemet i de forløbne år har været ramt af uforudsete hændelser, der bl.a. har medført flyveforbud.
Som reaktion på artiklen udbad forsvarsministeren sig en nærmere redegørelse fra Forsvarskommandoen. Forsvarschefen nedsatte på denne baggrund en undersøgelsesgruppe, der havde til opgave at undersøge projektets aktuelle og evt. fremtidige problemer, samt udarbejde og fremsætte løsningsforslag hertil.
Undersøgelsesgruppen har på denne baggrund gennemført en række møder og besøg ved involverede myndigheder. I forbindelse med undersøgelsen er der tillige gennemført drøftelser med andre brugerlande m.h.p. at indsamle erfaringer fra andre brugere af systemet og i mulig udstrækning bruge disse fremadrettet i forhold til det danske projekt.
Projektet, der er indeholdt i aftale af 8. december 1995 om forsvarets ordning 1995-1999, blev oprindeligt gennemført med henblik på at tilgodese hærens behov for indhentning af nøjagtige og tidstro informationer over længere afstande. Den ændrede sikkerhedspolitiske situation har siden hen medført ændringer af projektets prioritet og formål, således at behovet for informationsindhentning i forbindelse med internationale operationer nu er det primære sigte.
Tårnfalken blev overdraget fra Flyvematerielkommandoen til Hærens Operative Kommando til operativ drift i september 2002. I perioden fra 2002 til 2004 var der planlagt 384 timers flyvning med Tårnfalken, men der er til dato kun gennemført ca. 124 timers flyvning. De manglende flyvetimer skyldes blandt andet tekniske problemer og mangel på reservedele, hvor årsager og løsninger på flere områder endnu ikke er afklaret.
Undersøgelsen har vist, at Tårnfalken er et langt mere kompliceret system end først antaget, og at omkostninger til drift og vedligeholdelse er væsentlig højere end forudsat ved anskaffelsen.
Undersøgelsen har også vist, at der er en kæde af årsags-virkningssammenhænge, hvor tekniske problemer og mangel på reservedele har medført aflysning af flyvninger, der har medført manglende muligheder for at gennemføre uddannelse, der har bevirket, at personel ikke kan opretholde operativ og teknisk status etc.
Status i projektet pr. 30. maj er, at UAV-enheden ikke er operativ, idet kun tre ud af otte UAV kan flyve, og UAV-enheden vurderes tidligst at kunne indsættes i internationale operationer i løbet af 2007.
UAV-projektets fortsatte fremdrift og udvikling afhænger af, at Tårnfalken snarest kan præstere stabil flyvning, da dette er forudsætningsskabende for alle øvrige aktiviteter, samt af, at projektet akut tilføres flere ressourcer.
De nuværende uløste tekniske problemer, der bl.a. har medført det seneste flyveforbud, udgør det største problemområde. Tekniske problemer og mangel på reservedele har medført flere forsinkelser i projektet, herunder manglende mulighed for at gennemføre uddannelse, hvilket har medført den nuværende begrænsede status ved enheden, hvorfor Tårnfalken tidligst vil være klar til operativ indsættelse i 2007.
Der kan samtidig ikke gives sikkerhed for, at der ikke fremover opstår lignende alvorlige tekniske fejl og mangler på systemet.
Leverandøren bærer en del af ansvaret for de tekniske problemer, men kan dog ikke alene tillægges ansvar for systemets manglende operative status. Forsvaret har ikke i rette tid erkendt, at Tårnfalken er et avanceret system, hvorfor mangel på og hyppige udskiftninger af teknisk og øvrigt personel har medført utilstrækkelig viden og erfaring med systemet.
Også øvrige brugerlande har problemer med drift og operativ anvendelse. Således har øvrige brugernationers UAV-enheder begrænset operativ status, og kun én nations UAV har i en periode været anvendt i en international operation.
Systemet er oprindeligt forudset at skulle have en teknisk levetid på ca. 15 år, hvorfor den oprindelige reservedelskontrakt også er indgået til 2014, hvilket betyder, at der i den sidste del af denne periode skal tages stilling til fortsat anvendelse og udvikling af systemet. Afhængig af opdatering af systemet og de midler der generelt anvendes til drift og vedligeholdelse, kan den tekniske levetid forlænges helt op til 20-25 år (2019-2024).
En sådan levetid vil dog næppe være realistisk, fordi den teknologiske udvikling har frembragt mange andre former for indhentningsmidler, inkl. "mini-UAV" med stor kapacitet sammenholdt med, at den løbende tilpasning af forsvarets opgaver sandsynligvis vil medføre behov for at evaluere og evt. udskifte systemet forinden.
Såfremt Tårnfalkens oprindelige forventede tekniske levetid er til omkring 2014, vil der kun være mulighed for operativ indsættelse af systemet i et begrænset antal år. Dette står ikke mål med de omkostninger og risici, der er forbundet med at fortsætte projektet.
Det er på ovenstående baggrund vurderingen, at den foreliggende målsætning, plan for opbygning af UAV-enheden og fortsat anvendelse af Tårnfalken bør revurderes.
Undersøgelsen anbefaler at:
- Tårnfalken udfases snarest muligt, og den nuværende opbygning af UAV-enheden som planlagt i forligsperioden indstilles.
- UAV-materiellet søges afhændet helt eller delvist.
- Ikke afhændede dele af materiellet samt hidtil anvendt etablissement søges genanvendt til andre formål.
- Udviklingen indenfor UAV-området følges fortsat.
- Der nedsættes en arbejdsgruppe, der senest ultimo 2005 skal stille forslag til at tilgodese behovet for denne form for overvågnings- og indhentningskapaciteter, særligt i relation til internationale operationer, i indeværende forligsperiode.
|