Våbenindustri til messe hos dansk militær


Foto fra den åbne dag i 2014. (Foto: FMI.)

tors. 20. aug. 2015


Kilde: arbejderen.dk.



Baggrund:
tors. 14. maj 2015: Borgerlige imod konkurrence fra udlandet
ons. 13. maj 2015: Terma briefede Venstre-folk
lør. 28. febr. 2015: Wammen besøgte Weibel Scientific
fre. 17. okt. 2014: Eks-minister blev lobbyist: Jeg brugte ikke al min viden
tors. 21. aug. 2014: FMT Industridag 2014
tirs. 13. maj 2014: Forsvaret i fremstød for industrien
tirs. 13. maj 2014: Forsvaret i fremstød for industrien
fre. 7. febr. 2014: V og K: Nej til frihandel

Der er åbent hus for våbenindustrien - og lukket for pressen - når militæret i dag holder Industridag for alt hvad der kan krybe og gå af våbenproducenter i Danmark.

I dag mødes mere end 70 danske våbenfirmaer hos Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse i Ballerup. Her vil de danske våbenfirmaer vise deres nyeste produkter frem.
     - Her kan medarbejdere i Forsvaret i fred og ro gå rundt og komme i dialog med forsvarsindustrien om, hvad de har på hylderne, forklarer brigadegeneral Peter Kølby Pedersen til Arbejderen.
     Han arbejder til daglig i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og fungerer som bindeled mellem militæret og våbenindustrien. Og det er ham, der har det overordnede ansvar for Industridagen.
     - Politikerne har vedtaget en Open for Business-strategi, der slår fast, at Forsvaret skal være i dialog med forsvarsindustrien. Det forsøger vi at være ved at lave den her slags arrangementer. Og så forsøger vi i høj grad at hjælpe til med at markedsføre dansk forsvarsindustri, når vi er i udlandet. Det betyder meget, at der er et dansk flag fra Forsvaret på de produkter, som industrien gerne vil sælge, uddyber Peter Kølby Pedersen.

Militæret skal hjælpe industrien
     Open for Business-strategien blev vedtaget i 2013, og betyder at militæret skal hjælpe våbenindustrien med at markedsføre deres produkter over for andre landes militær - eksempelvis ved at stille materiel og personale til rådighed for virksomhederne.
     Strategien pålægger dansk militær og danske ambassader at arbejde for at fremme den danske våbenindustris omsætning. For at leve op til de krav har danske ambassader ansat såkaldte forsvarsattacheer til at hjælpe dansk våbenindustri i udlandet.
     Ligeledes har det danske militær mindst 30 gange udlånt udstyr og personel til våbenindustrien, så de kunne markedsføre deres produkter over for indkøbere fra andre staters militær.
     Industrien er især glade for forsvarsattachéerne på de danske ambassader.
     - I nogle lande er det afgørende, at private firmaer kan komme hånd i hånd med Forsvaret. Forsvarsattachéerne kan hjælpe danske forsvarsvirksomheder med at få unik adgang til beslutningstagerne i udlandet, siger Frank Bill til Arbejderen.
     Han er direktør hos Forsvars- & Aerospaceindustrien i Danmark, FAD.

Firmaer ser frem til at mødes
     Den danske våbenindustri ser frem til at mødes med dansk militær i dag.
     - Det er et stort udstillingsvindue, hvor vi kan vise, hvad dansk forsvarsindustri kan, lyder det fra Frank Bill.
     I alt ventes 350 deltagere - lige fra våben sælgere fra Terma, Sky-Watch, Weibel og resten af våbenindustrien til indkøbsfolk fra militæret, forsvarsattacheer, embedsfolk og repræsentanter fra ministerier.
     Selve deltagerlisten er dog hemmelig. Og Arbejderen kan ikke få lov til at deltage.
     - Vi har valgt at holde det som et internt arrangement. Vi vurderer, at det ikke er så rart for de ansatte i Forsvaret og i industrien, at danne relationer, hvis der er journalister til stede, forklarer Peter Kølby Pedersen.

Fakta: Forsvarets samarbejde med den militære industri
  Forsvarsloven og Lov om Erhvervsfremme: Forsvarsministeriet har bl.a. til opgave at samarbejde med dansk forsvarsrelateret industri.
   Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, FMI: Den nationale indkøbsdirektør repræsenterer forsvarsministeren over for dansk og udenlandsk industri. Indkøbsdirektøren er også chef for FMI. Chef: Generalmajor Niels Henrik Bundsgaard.
   Forsvarsministeriet kan drøfte spørgsmål om blandt andet industrisamarbejde i Forsvarets Materielnævn, hvor Forsvarsministeriet, Forsvaret, Erhvervs- og Vækstministeriet, Eksportrådet, Forsvars- og Aerospaceindustrien i Danmark og arbejdsmarkedets parter deltager.
   Når udenlandske leverandører ønsker at levere forsvarsmateriel til dansk forsvar, skal de indgå aftaler med Erhvervsstyrelsen. Aftalerne pålægger de udenlandske leverandører at placere ordrer hos danske virksomheder.
   FAD, Forsvars- & Aerospaceindustrien i Danmark, er brancheforeningen etableret under DI, Dansk Industri. FAD er den overordnede paraplyforening for alle forsvars- og aerospacerelaterede emner, den politiske platform og talerør for hele branchen og har desuden plads i officielle nævn og udvalg i Danmark såvel som på europæisk og NATO plan. Læs mere på www.fad.di.dk. Sekretariatsleder FAD: Frank Bill.
  
   (Faktaboks: Artilleriet.dk.)

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/5630-Industri--vaabenindustri-til-messe-hos-dansk-militaer.htm.

Tweet