Troels (V) eller Marie (DF) som ny minister?

fre. 19. juni 2015



"Ledelseserfaringen er ringe. Og hun udstråler heller ikke diplomatisk talent."

"Har Marie Krarup det fornødne politiske talent? Vi tvivler."


Hvis blå bloks største parti, Dansk Folkeparti (DF), går i regering, kan den næste forsvarsminister hedde Marie Krarup (DF), selv om Troels Lund Poulsen (V) er kørt i stilling.

KOMMENTAR  Det er naturligvis meget tidligt at gætte på hvem der bliver den næste forsvarsminister. Men med gårsdagens valgsejr til blå blok kommer Venstre sandsynligvis i regering, selv om Lars Løkke (V) taktisk har meldt ud, at det ikke vil ske for enhver pris.

Venstre
     Venstres egen kandidat til posten som forsvarsminister er efter alt at dømme Troels Lund Poulsen, der er kørt i stilling og er vel forberedt gennem de seneste år. Og som tidl. minister er han vant til at sidde for bordenden.
     Venstres tidl. forsvarsminister, den populære og genvalgte Søren Gade, ser vi næppe på posten. Han gik selv fra stillingen for at hans person ikke skulle skade det politiske arbejde. Mere sandsynligt er et økonomisk ministerie - han er økonom fra Aarhus Universitet - eller et ministerie vedr. udlandet som f.eks. udenrigsminister. Eller minister for landbrug og fødevarer.

Dansk Folkeparti
     Da Dansk Folkeparti netop har overtaget positionen som det største parti i blå blok, er der et stærkt pres for at partiet indtager ministerkontorer. Selv om det hidtil ikke har været partiets linje, så er det en mulighed, som Kristian Thulesen Dahl ikke afviser, for det handler om at "opnå maksimal indflydelse".
     Og hvilke ministerier skal partiet så have og hvilke personer har de at byde ind med? Som et parti med stor fokus på det nationale vil det nationale forsvar være interessant at tage ansvaret for. Her kan den hidtidige forsvarsordfører, Marie Krarup, komme på tale. Som sprogofficer i russisk har hun både kendskab til Forsvaret og kan tale direkte med russerne, som Vesten ser med stor bekymring på for tiden.
     Men vil hun være et godt valg? Ledelseserfaringen er ringe. Og hun udstråler heller ikke diplomatisk talent, hverken overfor andre kulturer (som mauorierne) eller politiske modstandere. Og det trækker ned.
     Posten som forsvarsminister handler også om at sikre udsendte soldaters liv og helbred. Her kvalificerer det ikke at være hardliner og koldkriger, hvis det betyder en egenrådig styring.
     Har Marie Krarup det fornødne politiske talent? Vi tvivler.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/5564-Politik--troels-(v)-eller-marie-(df)-som-ny-minister.htm.

Tweet