Kurshop kan betyde færre nye PMV'er



lør. 30. maj 2015



"Man må som et minimum forvente, at i de tilbud, som bliver afgivet, sikrer forsvaret, at tilbuddet og prisen står ved magt, uanset om valutakursen stiger eller ej."

PIRANHA 5
  Den 30. april godkendte partierne bag forsvarsforliget Piranha 5 som Hærens nye pansrede mandskabsvogn.
   Piranha 5 skal erstatte de 60 år gamle M113-modeller og de gamle PMV Piranha 3, som forsvaret fik i midten af halvfemserne.
   Den produceres i Schweiz og kan transportere op til 12 soldater med personlig udrustning og øvrigt materiel.
   Vægt: 32 tons
   Længde: 8,3 meter
   Bredde: 3 meter
   Højde: 2,5 meter
   Topfart: 105 km/ t
   Aktionsradius: 1.000 km
   Producent: General Dynamics European Land Systems-Mowag GmbH.



Baggrund:
tors. 30. april 2015: Den nye PMV er Piranha 5

Schweizerfrancen er steget voldsomt. Derfor skal der enten købes færre PMV'er, pansrede mandskabsvogne, eller spyttes mere i kassen. Venstre frygter ekstra udgifter på et trecifret millionbeløb, mens forsvarsminister Nicolai Vammen (S) maner til ro.

Det kan få store konsekvenser for indkøbet af de 206-405 nye PMV'er, der skal erstatte de snart udtjente M113'ere og Piranha 3'er, at kursen på schweizerfranc har taget et stort hop det seneste halve år.
     For det var nemlig et tilbud og ikke en endelig kontrakt, Folketingets Forsvarsudvalg sagde ja tak til på sit møde 30. april.

Ingen prissikring på tilbud
     Her tog de stilling til en række tilbud, som FMI, Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse, havde modtaget pr. 5. december fra en række kandidater, bl.a. General Dynamics European Land Systems-Mowag GmbH, som udvalget endte med at vælge.
     Prisen er uændret i schweizerfranc, men omregnet i danske kroner er det blevet 16,6% dyrere idag. Det er der ikke taget højde for.
     Og det er der en god grund til, forklarer Forsvarsministeriet i et officielt svar:
     - Tilbuddet er givet i schweizerfranc. Kurssikring forudsætter, at der er indgået en kontrakt. Da det endnu ikke er besluttet, hvor mange nye pansrede mandskabsvogne, der skal anskaffes, er der selvsagt ikke indgået en kontrakt endnu. Der vil i øvrigt formentlig være tale om et flerårigt betalingsafløb. Det kan derfor ikke opgøres, hvordan kursen på schweizerfranc vil påvirke den samlede anskaffelsespris. Budprisen på køretøjerne er kommercielt fortrolig, hvorfor denne ikke kan oplyses.

Venstre: En skandale
     Det er slet ikke godt nok, mener forsvarsordfører Troels Lund Poulsen (V), der betegner sagen som en "skandale af usete dimensioner". Han siger til jyllands-posten.dk:
     - Man må som et minimum forvente, at i de tilbud, som bliver afgivet, sikrer Forsvaret, at tilbuddet og prisen står ved magt, uanset om valutakursen stiger eller ej. Alt andet er jo total amatørisme. Ellers kan prisen jo svinge med milliarder af kroner i store offentlige udbudsrunder.
     Både han og Dansk Folkeparti føler sig ført bag lyset. Lund Poulsen har stillet en række spørgsmål til ministeren.

Beslutning til efteråret
     Konsekvensen af prishoppet kan blive en (foreløbig) ekstraudgift på 300-500 mio. kr. for at sikre et uændret antal PMV'er. Eller at fastholde den samlede pris og dermed mindske antal PMV'er med rundt regnet en sjettedel.
     Troels Lund Poulsen (V) lufter dog også tanken om helt at lade milliardudbudet gå helt om.
     Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) maner til ro og ønsker ikke, at der skal gå valgkamp i sagen. Han peger på, at det først er til efteråret, at forligskredsen skal beslutte sig for antallet. Til den tid kan de tage "saglige beslutninger" og indgå den endelige kontrakt.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/5518-PMV-Pansret-Mandskabsvogn--kurshop-kan-betyde-faerre-nye-pmver.htm.

Tweet