Er Piranha 5 en faceliftet Piranha IIIC?


Piranha 5: Bemærk hjulstørrelse og en ens akselafstand, der giver en forbedret trædeflade. Billedet viser testversionen og ikke den endelige konfiguration med tilpassede luger, våbenstationens placering, pakningsmuligheder m.m.

man. 11. maj 2015


Kilde: forsvaret.dk.


Svaret er nej. Der er meget mere til forskel mellem de to køretøjer end arabertallet 5 og romertallet III.

Rygterne svirrer, og mange er engagerede i debatten omkring valget af den nye PMV. Der er tilsyneladende tvivl om, hvorvidt Piranha 5 er en større kloning af Piranha IIIC, eller om der i virkeligheden er tale om et nyt køretøjskoncept.
     Hærens Kamp- og Ildstøttecenter vil derfor bidrage med information til debatten om forskellen mellem Piranha IIIC og Piranha 5.

Nyt beskyttelseskoncept
     I 2008 fik Hæren indført 91 styk Piranha IIIC. Den er på mange områder et tilfredsstillende køretøj for Hæren og vurderes fortsat at være en teknisk tilfredsstillende platform.
     Men på det beskyttelsesmæssige område har Hærens indsættelse i nyere missioner vist, at beskyttelsen på hærens PMV-flåde ikke er tilfredsstillende. Hærens behov for at erstatte Piranha IIIC skyldes blandt andet, at beskyttelsesgraden på Piranha IIIC ikke kan opgraderes til et tilfredsstillende niveau uden samtidigt at begrænse mobiliteten og ergonomien.
     Siden 2008 har den militære industri udviklet nye beskyttelseskoncepter med et meget højere beskyttelsesniveau, som udnyttes til den nye PMV.
     Piranha 5 indeholder alle de nyeste, validerede systemer, der findes i en moderne PMV. Rent beskyttelsesmæssigt leverer Piranha 5 et meget sikkert beskyttelseskoncept, som fuldt ud lever op til Hærens krav. Beskyttelseselementerne er modulbaserede, og Piranha 5 er derfor forberedt til fremtidige udskiftninger i takt med, at beskyttelsesmaterialerne bliver bedre og lettere.

Større mobilitet
     Den største mobilitetsmæssige forskel på Piranha 5 og Piranha IIIC består af de meget større hjul, en stor frihøjde samt den 4. styrende aksel.
     De større hjul giver, sammen med en mere ligelig fordeling af akslerne, en større og mere sammenhængende trædeflade. Piranha 5 har en stor og variabel frihøjde, som sammen med den større trædeflade giver en væsentlig forbedret mobilitet, der især udnyttes ved passage af hindringer og ved kørsel i blødt terræn eller dybe spor. Her præsterer Piranha 5 stort set på samme niveau som traditionelle bæltekøretøjer.
     Den 4. styrende aksel på Piranha 5 giver styringsmæssigt en markant forbedring i forhold til det traditionelle styretøj på Piranha IIIC. Piranha 5 er væsentligt hurtigere end Piranha IIIC i alle typer terræn, hvilket skyldes et meget overbevisende kraft- og momentforhold, der i forhold til Hærens øvrige bæltekøretøjer gør den cirka 15-25% hurtigere i alle former for normalt terræn (bæltespor, sandspor, græsmarker, skovstier, pløjemarker, kuperet terræn).

Soldater bevarer kampkraft
     Hvor Piranha IIIC har plads til 10-11 soldater inklusiv en delvis standardpakning, giver PIRANHA 5 plads til 12 soldater inklusiv en komplet standardpakning uden at inddrage pladsen mellem RPG-gitteret og taget, som det er kendt fra Piranha IIIC fra indsættelsen i Afghanistan. Den rummelige og ergonomisk indrettede mandskabskabine giver gode vilkår for, at soldaterne kan bevare deres kampkraft selv efter længere tids ophold i køretøjet.
     Endeligt er Piranha IIIC et analogt køretøj, hvor Piranha 5 er født som digitaliseret køretøj allerede fra ingeniørens tegnebord. Det sikrer gode "plug and play" integrationsmuligheder med de moderne digitale systemer, der forventes at dukke op på markedet i fremtiden.

Piranha IIIC: Bemærk afstanden mellem 2. og 3. aksel samt de mindre hjul i diameter og bredde.

Direkte link til denne artikel: www.artilleri.dk/artikel/5460-PMV-Pansret-Mandskabsvogn--er-piranha-5-en-faceliftet-piranha-iiic.htm.

Tweet