Sanne: - Sexisme gav mig PTSD


Fra parade salutskydning på Tippen. KAR, Kongens Artilleri Regiment i 1999. (Billedet viser et af de mange gode stunder i Sannes tid hos Forsvaret.)

tirs. 21. april 2015



"De bedste sergenter og officerer jeg har mødt i Forsvaret, har været dem der har behandlet deres menige og dem omkring sig, som mennesker med følelsesmæssige sider."

"Jeg vidste at det ville blive hårdt og at jeg skulle yde mere, for at blive mændene en ligesindet, til trods for de forskelligheder der naturligvis er mellem os. Men at der ville foregå chikane i den form som der gjorde, havde jeg aldrig forestillet mig."

"Allerede i den første uge, trådte en værnepligtig sergent nøgen ud i badet til os, i protest over vores tilstedeværelse. Der var ingen ved hele batteriet der syntes der var noget forkert i det, men selv var jeg rystet og var på det tidspunkt kun 18 år gammel!! Dette er næsten et overgreb og ser jeg tilbage i dag var det en kæmpe krænkelse! Jeg var meget rystet og vores batterichef gjorde intet ved det! Samtidig, i vores allerførste uge får vi kvinder af sergenternes landstalsmand at vide, at de ikke kunne lide os og ej heller ville komme til det. Og det lagde ligesom tonen og især den sergent holdt den tone de næste ni måneder!"

".. hverdagen, som var fyldt med en hård sexistisk omgangstone, dril og provokationer, var diskriminerende. Bl.a. alle kommentarerne omkring min krop, piften efter mig, flirten eller den daglige nedladende tale omkring kvinder generelt."

"Jeg savner mine kollegaer fra tiden i forsvaret. Virkelig!! Jeg savner kadren, det faste personel! Jeg savner det daglige fællesskab."

"Men det jeg desværre ikke savner, er især karriere-officererne. Deres nådesløse fokus mod at blive kaptajn og gud nåde dem der ikke lige rettede ind til højre ..."

"Der fandt for mit vedkommende en justits sted, som kunne mærkes når personelbedømmelserne blev udfærdiget ..."

".. det kræver en stor indre styrke at være kvinde i forsvaret, samtidig med at vi må tillægge os en hårdhed for at kunne fungere i hverdagen. En ekstrem hårdhed som det har taget mig mange år at skrælle af igen, fra min personlighed. Og det er netop efter at jeg har gjort dette, at jeg indser hvor meget vold jeg har ydet på mig selv, qua alt det jeg måtte finde mig i, hver dag. ... Vi måtte desværre lukke af for følelserne, for at kunne fungere i det daglige."

"Jeg er mange gange taget grædende hjem. Konstabel-kollegaer har trøstet mig når jeg havde mine kampe med en næstkommanderende. Og jeg har følt mig enorm ensom."

"Jeg havde i mange år post traumatisk stress efter årene i forsvaret, bl.a. fordi jeg i så mange år havde følt mig under pres. For det som gør os syge samt fører til udbrændthed, er det kæmpe pres vi pålægger os selv, ud over det pres vores arbejdsgiver og kollegaer også pålægger os."

"Alle mænd har en feminin blød kærlig kerne i sig og alle kvinder har en maskulin og hård kerne i sig og det er disse poler i os, der gør os til den vi er. Disse poler er også en styrke vi bør omfavne i os selv samt hos hinanden, frem for at hade andre der kommer med den pol, som vi måske enten frygter eller hader ved os selv."


Sanne Otilia Philipson
  - tidl. overkonstabel (OKS-I) (og elitebokser)
   - hed Sanne Brandt Nielsen, da hun var ved Forsvaret
   - aftjente værneret 1995
   - ved artilleriet 1995 - 2000
   - ved Livgarden (LG) 2000 - dec. 2004 (afbrudt af CU, Civil Uddannelse)
   - sluttede ved Forsvaret med PTSD, post traumatisk stress
   - har kureret sig selv (og over 100 andre) for PTSD
   - har siden 2006 været selvstændig mentor



Sanne i pressen:
JP 30/7-1999
BT 7/2-2003: Gladiator-favorit brækkede albuen
BT 9/5-2003: ''Livgarden var et helvede''

Læs mere om kvinder og Forsvaret:
tirs. 9. dec. 2014: HBU: Kvinder har bedre forhold end mænd
lør. 29. okt. 2011: Kvinder forrest i køen til værnepligt
tirs. 11. okt. 2011: Nul myter - kun virkelighed
sept. 2011: Vicky - officer og kvinde
tors. 10. mar. 2011: Trodser forsvarets nej til soldater-støtte
lør. 29. dec. 2007: Succes med kvindelig mentor

Vi er alle mennesker på godt og ondt og ikke bare en rang eller et køn!

Denne artikel er opstået, fordi der på nettet i disse dage foregår en debat omkring sexisme og kønsdiskriminerende adfærd som foregår overalt i verden hver eneste dag. Selv på danske skoler, på diskoteker, i gadebilledet og i den offentlige transport.
     Dette foregik desværre også i forsvaret. Først under min tid som først værnepligtig og dernæst som konstabel ved Artilleriet fra 1995 og frem til år 2000. Denne adfærd blev i den grad forværret da jeg kom til Livgarden (LG) fra år 2000.

Det tog otte år at indse den daglige sexisme
    
Sanne aftjente værneretten i 1995 hos Kongens Artilleri Regiment (Sjælsmark Kaserne).

'Der var på ingen måde gjort klar til vores ankomst. Ingen kvindelige overordnede at henvende sig til og den der var, var også negativt stemt imod os.'

'Det kammeratskab som opstod og den kontakt jeg stadig har til en del fra Artilleriet er fantastisk.'
Det med kønsdiskriminerende adfærd indser jeg først i år 2003, fordi jeg som mange andre kvinder skulle udfylde et spørgeskema omkring kønsdiskriminerende adfærd i forsvaret. Mens at jeg svarede på de mange spørgsmål kunne jeg pludselig se et mønster, på grund af den måde spørgsmålene var udfærdiget.
     Jeg indså pludselig at plakaterne af nøgne kvinder som hang næsten overalt på kasernen, var kønsdiskriminerende. Men også hverdagen, som var fyldt med en hård sexistisk omgangstone, dril og provokationer, var diskriminerende. Bl.a. alle kommentarerne omkring min krop, piften efter mig, flirten eller den daglige nedladende tale omkring kvinder generelt. Alt sammen havde det været et gennemgående mønster hver eneste dag.
     Dette indser jeg først efter at have været i uniform gennem knapt otte år.
     De plakater der hang overalt med nøgne kvinder på, havde faktisk ikke været rart at skulle se på hver eneste dag. F.eks. vidste jeg ikke altid hvor jeg skulle gøre af mig selv når jeg blev set an af de mandlige ansatte på kasernen, som om jeg var en af kvinderne fra plakaterne. Som blev forværret når vi tog på øvelser fordi der kom en mere rå og hård omgangstone til!! Måske fordi kollegaerne ikke på samme måde kunne være sammen med bl.a. deres ægtefæller, som de kunne når vi var på kasernen i det daglige.

Fysisk styrke i en mandeverden
     Ja jeg vidste godt at jeg trådte ind i en mandeverden da jeg var blandt de første kvinder med værneret i år 1995. Jeg vidste godt at tonen ville være hård og at der var meget jeg skulle leve op til. Men jeg var heldigvis mine kollegaer en ligesindet hvad angår fysisk styrke, da jeg bl.a. spillede fodbold, dyrkede kampsport og var eliteudøver inden for boksning. Dog med en undtagelse i starten af værneretten da jeg fik inflamation i begge knæ pga march-træning.
     Men da jeg havde to erhvervsuddannelser bag mig som bl.a kontorassistent og salgsassistent og samtidig var vokset op på en gård, så var jeg heller ikke tabt bag en vogn, når det kom til det kompetencemæssige.

Savner fællesskabet blandt kadren
     Lad mig dog også indskyde at jeg savner mine kollegaer fra tiden i forsvaret. Virkelig!! Jeg savner kadren, det faste personel! Jeg savner det daglige fællesskab. Støtten, latteren, frokosterne i kantinen, den kærlige og hjertelige dril. Det vi delte, et kæmpemæssigt fællesskab og en passion for noget vi brændte for. Jeg savner, at vi alle i det daglige værnede om og spurgte til hinanden. Den hjælp vi altid vidste vi kunne få fra hinanden, hvad angik vores funktion m.m. At vi også var venner uden for kasernen!
     Jeg savner tiden i bl.a. Melby, Oksbøl og Varde hvor vi alle arbejdede for at få alt til at gå op i en højere enhed. For vi havde jo alle et fælles mål som bragte os tæt på hinanden. Jeg savner når vi på øvelse spiste sammen, drak kaffe/cola eller gik på vagt sammen, i nattens mulm og mørke. Jeg savner at undervise og når vi var på kurser sammen!

Karriere-officerer tog "Nej tak" personligt
     Men det jeg desværre ikke savner, er især karriere-officererne. Deres nådesløse fokus mod at blive kaptajn og gud nåde dem der ikke lige rettede ind til højre og blev deres submissive undersåtter, alt imens at disse personer fralagde sig deres personlighed!
     Jeg husker så tydeligt hadet i karriere-officerernes øjne når de ikke fik mig knækket og rettet ind. Og desværre husker jeg også det had og den indebrændthed der var spejlet i primært officerernes øjne, når jeg takkede pænt nej tak til invitationer til drukgilder eller hvis jeg på det personlige plan blev inviteret ud.
     De tog mit nej tak personligt, frem for at se det fra min side - at jeg var nødt til at værne om mig selv, for ikke at få et dårligt ry.

At måtte lægge personligheden fra sig
     Personligt har jeg altid været meget umiddelbar. Altid! Og det var dette ved mig, som en del sergenter og mange officerer ikke brød sig om. At jeg ikke som en robot bare samtykkede når de talte ned til en, frem for at tale med en. Da jeg samtidig var eliteudøver inden for kampsport havde jeg et ukueligt sind og var ikke en man med f.eks. chikane eller med dårlige papirer fik væltet af pinden!
     Dog kender jeg ikke til andet end at være umiddelbar og det har både været en forbandelse og en gave gennem hele livet.
     En anden kvindelig soldat som ikke værnede om sin seksualitet anklagede mig for at flirte med alt og alle og det ved jeg, at jeg ikke gjorde, for jeg gik en del for mig selv for at værne om mig selv. Samtidig med at jeg bevidst underspillede min kvindelighed..
     Jeg savner heller ikke det dårlige ry jeg fik, når mine kvindelige kollegaer ikke værnede om deres seksualitet og kvindelighed. Det at vi alle blev skåret over en kam! Og da der var flere kvinder hos AA (artilleriafdeling, red.) end hos LG, var det værst hos AA!

Altid at se mennesket først
     Jeg husker f.eks. en oberst og andre officerer ved LG som var meget forundret over at jeg altid kunne få hvad jeg bad om på depoterne. Det var på ingen måde fordi jeg flirtede, men jeg har altid været et serviceminded menneske - også qua min uddannelse i Magasin. Samtidig ser jeg altid mennesket jeg står over for og ikke en rang. Hverken militær rang eller social rang. Så når jeg besøgte depoterne, talte med damerne i cafeteriaet eller på de forskellige kontorer - så var det et menneske jeg henvendte mig til.
     Selvfølgelig kunne jeg skrue bissen på som alle andre, når nogen behandlede mig uretfærdigt eller overskred mine personlige grænser! Men vi kan sagtens have de forskellige funktioner og rang vi har i Forsvaret uden at vi skal bruge vores rang som en magt over andre mennesker! Det gør kun mennesker der på det personlige plan tvivler på den de er! Små mennesker misbruger andre mennesker.
     De bedste sergenter og officerer jeg har mødt i forsvaret, har været dem der har behandlet deres menige og dem omkring sig, som mennesker med følelsesmæssige sider.

Værneretten var ikke let idet vi var de første
     Jeg husker med gru tilbage på den første uge som værneret på Sjælsmark kaserne!
     Det at der i sidste øjeblik var flyttet rundt på indkvarteringen, således at vi skulle bo i sergenternes bygning. Allerede der var vi bagud på point vi kvinder, fordi denne forandring formentlig har presset sergenterne sammen på mindre plads, samtidig med at det måske har lagt en dæmper på deres tilstedeværelse generelt!
     Dette kom vi kvinder da også til at opleve på den hårde måde, for allerede i den første uge, trådte en værnepligtig sergent nøgen ud i badet til os, i protest over vores tilstedeværelse.
     Der var ingen ved hele batteriet der syntes der var noget forkert i det, men selv var jeg rystet og var på det tidspunkt kun 18 år gammel!! Dette er næsten et overgreb og ser jeg tilbage i dag var det en kæmpe krænkelse! Jeg var meget rystet og vores batterichef gjorde intet ved det!
     Samtidig, i vores allerførste uge får vi kvinder af sergenternes landstalsmand at vide, at de ikke kunne lide os og ej heller ville komme til det. Og det lagde ligesom tonen og især den sergent holdt den tone de næste ni måneder!
     Hele den problematik der var ifm. at få udleveret sports-bh'er var ekstremt nedladende og blev uprofessionelt håndteret. Kaptajnen fra vores batteri, det var næsten som om han nød den prestige der var i, at han var chefen for de nye kvinder! Alt blev håndteret uprofessionelt og føltes på mange måder uværdigt. Kaptajnen sørgede da også for selv at få en kvindelig kører!
     Der var på ingen måde gjort klart til vores ankomst. Ingen kvindelige overordnede at henvende sig til og den der var, var også negativt stemt imod os.

Også de bedste år nogensinde at være ved Artilleriet
    
ST/MÅL GRUKA (rekruttur) ved frømændene, cirka år 1998.
Gennem de næste fem år, indtil jeg skifter regiment og flytter over til LG var der naturligvis masser af gode oplevelser. Især det fantastiske fællesskab blandt kadren. (Bemærk blandt kadren)!! Der var omgangstonen uformel og de fleste gjorde sit for at værne om hinanden.
     Men blandt karriere-officererne og sergenterne manglede der en ydmyghed, en umiddelbarhed og en ro i at have den rang de havde. Det var oftest meget mere en ledelsesstil med magtanvendelse end det var ledelse med henblik på at uddanne dygtige soldater, jeg så fandt sted.
     Det var som om at der på sergent- og officersskolen manglede fag som empati, social forståelse og intelligens. Og da jeg kun var overkonstabel skal jeg da ikke gøre mig klog på om der var disse fag på skolerne, men det var oftest evner der manglede under den daglige ledelse.

At indse et gennemgående mønster af sexisme
     Dengang da det foregik alt dette her, så var det bare sådan. Ting var som de var og folk var som de var. Men med tiden (som nu er 20 år siden) ser jeg det gentagne mønster af sexisme og kønsdiskriminerende adfærd, der fandt sted hver eneste dag.
     For det er krænkende at vi kvinder fik kommentarer omkring barm og krop hver eneste dag. Det var nedladende at blive piftet af, uden at nogen sagde stop. Det at tale nedladende omkring kvinder, mens der er kvinder til stede er ikke okay! Og ingen gjorde noget for at stoppe det! Hverken officerer eller sergenter!

Når et afslag og flirten der ikke blev gengældt, blev taget personligt
     Jeg oplevede på et tidspunkt daglig psykisk terror fra den næstkommanderende (jeg var kontorhjælper) fordi han ikke formåede at få mig knækket, som han havde succes med hos de fleste konstabler i batteriet! At han så heller ikke havde succes når han flirtede med mig, gjorde ham endnu mere indebrændt og modbydelig!
     Denne premiereløjtnant (PL) havde et slemt ry ved hele regimentet og ingen gjorde noget ved det og end ikke da jeg rettede en klage mod selve afdelingen, skete der noget andet end at jeg måtte skifte batteri. Så var det jo hende overkonstablen der var problemet og ikke den PL der psykisk terroriserede bl.a. en hel konstabelgruppe!

Knæk - eller mød modvilje via personelbedømmelse
     Det var faktisk blandt de næstkommanderende (NK) jeg mødte størst modstand, uanset hvilket batteri jeg var i - selv hos LG. For NK har kun et for øje og det er at gøre det så godt som mulig, med færrest problemer (og modstand) undervejs, på vejen mod at blive kaptajn! Og igen, gud nåde de personer der ikke retter sig ind til højre og bøjer sig i støvet for vedkommende!
     Der fandt for mit vedkommende en justits sted, som kunne mærkes når personelbedømmelserne (FORPUBS) blev udfærdiget af NK. Og det til trods for at jeg oftest som kontorhjælper primært havde haft med batterichefen at gøre og ikke NK! Så med FORPUBS fik de forskellige NK aflad for modstanden og modviljen over for mig.

Rare mænd fulgte bare med i sexistiske debatter
     Mange af mine mandlige kollegaer var de mest fantastiske, rare og hjertelige mænd. Naturligvis også nogle karriere-officerer! Men når først en mandlig kollega startede en sexistisk debat fulgte de jo bare med og formentlig uden at ville gøre det bevidst, har de deltaget i verbal krænkelse af mig og andre kvinder.
     Dette gjorde mig endnu mere hårdfør og tvang mig til at måtte jeg kapsle mit hjerte inde, for at kunne fungere i det daglige. For selv et smil blev misforstået!

Ekstrem hårdhed giver PTSD
     Jeg håber ikke at du som læser syntes at jeg lyder som en snerpe! Eller at du kun læser generaliseringerne. Som jeg også skrev indledningsvis var det den bedste tid i mit liv, at være ved Artilleriet!
    
Sanne: Jeg ved at omgangstonen blandt mænd og kvinder i uniform heldigvis også har ændret sig. Især hos Livgarden efter at jeg i år 2003 var med i 19direkte, Hanne Vibeke Holsts dokumentarprogram 'Hvorfor mænd har magten' samtidig med at jeg blev interviewet til avisen BT omkring det at min veninde blev voldtaget. Dette var mange ved Livgarden vred på mig for i årene efter, men jeg er kun taknemmelig for den forandring det har ført til, for de efterfølgende nye kvinder i forsvaret!
Måske du som læser undervejs har tænkt "gud hvor er hun sart" og også dertil må jeg tilføje et stort rungende nej! Jeg havde en stor portion retfærdighedssans med mig som jeg især brugte til at værne om mine kollegaer med, - og dette gjorde at jeg af og til endte i krydsilden, idet jeg var den som turde træde frem.
     Men hvad angår sarthed, så kræver det en stor indre styrke at være kvinde i forsvaret, samtidig med at vi må tillægge os en hårdhed for at kunne fungere i hverdagen. En ekstrem hårdhed som det har taget mig mange år at skrælle af igen, fra min personlighed. Og det er netop efter at jeg har gjort dette, at jeg indser hvor meget vold jeg har ydet på mig selv, qua alt det jeg måtte finde mig i, hver dag.
     Det antal kameler jeg (og formentlig andre kvinder og mænd) har slugt, for at kunne fungere i forsvaret har været enorme, på bekostning af den man var. Vi måtte desværre lukke af for følelserne, for at kunne fungere i det daglige. Og vi var og er (de fleste!!) et menneske med følelser, før vi vælger at iklæde os en uniform. Så at lukke af for følelserne, svarer til at nedsætte ilt-indholdet i et rum, som føles som om at der ikke er plads til at trække vejret! Kroppen spændes op og bliver svag, samtidig med at det mentale overskud forringes.
     Det er også ekstremt pres der fører til at vi udvikler post traumatisk stress (PTSD, red.), som jeg selv havde i mange år efter at jeg forlod forsvaret!

- Du vidste hvad du gik ind til ...
     Måske du har læst med de kyniske briller på og tænker "du vidste hvad du gik ind til frk overkonstabel"?!
     Ja, og jeg giver dig delvis ret!
     Jeg vidste at det ville blive hårdt og at jeg skulle yde mere, for at blive mændene en ligesindet, til trods for de forskelligheder der naturligvis er mellem os. Men at der ville foregå chikane i den form som der gjorde, havde jeg aldrig forestillet mig. At uanset hvor godt jeg faktisk gjorde det fysisk og kompetencemæssigt, så fik jeg ikke anerkendelse herfor, tværtimod. Og nej, jeg søgte ikke ind i forsvaret for at blive bekræftet, men en positiv FORPUBS giver motivation og højner humøret! Det gør gentagen modstand og modvilje mod ens køn ikke!
     Ved f.eks. LG var jeg bl.a. materielmester, havde med konstabelmessen at gøre, underviste i boksning, jeg var vellidt af kadren, og dygtig til min funktion/undervisning og alligevel fik jeg sjældent pæne personelbedømmelser! Samme mønster var der at se da jeg var i Artilleriet.
     Fordi der hele tiden lidt i det skjulte lå et budskab der hed "dette er en mandeverden, kvinder hold jer væk". Og den eksisterede i stor stil oppe på regimentet, uanset om det var ved AA eller LG, for det var her de ældste officerer havde deres daglige gang!
     Jeg ved godt at denne artikel langt fra er rosenrød. Den er skrevet ud fra mit perspektiv 20 år senere og mange (mere voksne) erkendelser senere. I dag kan jeg sige fra og det turde jeg ikke den gang og når jeg endelig turde, så havde det kæmpe konsekvenser. Ergo var der også mange ting jeg bed i mig!

- Jeg har grædt jævnligt, for det var sQu hårdt
     Jeg er mange gange taget grædende hjem. Konstabel-kollegaer har trøstet mig når jeg havde mine kampe med en NK. Og jeg har følt mig enorm ensom.
     Bare det at køre med kollegaerne ind til f.eks. København, havde den pris at så gik rygtet om at jeg gik i seng med vedkommende. Og de kvinder som var mest seksuelt promiskuøse, var dem der havde størst modstand mod mig, fordi jeg var vellidt af mine kollegaer, for den jeg var og ikke fordi jeg var lemfældig med min seksualitet!
     Så det var desværre ikke sådan at vi kvinder gik til hinanden og havde hinanden som støtte. Det var næsten som om at vi lukkede hinanden ude, af frygt for bl.a. sladder og bagtalelse.
     Da debatten #JegHarOplevet startede på twitter for nylig, satte det en masse i gang i mit indre. En masse flashbacks er kommet til mig og jeg indså at jeg måtte have luft for ja, alle de kameler jeg har slugt dengang.
     Min tolerancetærskel den gang var stor, for det var den nødt til, - det hed sig nemlig "take it or leave it" og dette herskede overalt!
     Jeg ved heldigvis at har tiden ændret sig, jeg har ændret mig og forhåbentlig har du også ændret dig, kære læser?

Fantastisk sammenhold
     Om jeg ville gøre det om hvis jeg kunne?! JA!
     Det forsvaret kan give en, bl.a. i form af sammenhold som jeg fandt hos kadren, dette var for mig fantastisk! De kompetencegivende kurser, rejserne, øvelserne, den daglige struktur, friheden under ansvar samt at have adgang til træningsfaciliteter hver dag var fantastisk!
     Det kammeratskab som opstod og den kontakt jeg stadig har til en del fra Artilleriet er fantastisk. Det har været fantastisk at være med til et enkelt Skt. Barbara event og når vi mødtes hvert år til Travaljeroning i Gilleleje. Det var som at komme hjem igen når vi mødtes, fordi vi havde tilbragt så megen tid sammen og det har ingen virksomhed kunne give mig efterfølgende, og slet ikke som selvstændig gennem nu ni år.

Omgangstonen har ændret sig
     Jeg ved at omgangstonen blandt mænd og kvinder i uniform heldigvis også har ændret sig.
     Især hos LG efter at jeg i år 2003 var med i 19direkte, Hanne Vibeke Holsts dokumentarprogram "Hvorfor mænd har magten" samtidig med at jeg blev interviewet til avisen BT omkring det at min veninde blev voldtaget. Dette var mange ved LG vred på mig for i årene efter, men jeg er kun taknemmelig for den forandring det har ført til, for de efterfølgende nye kvinder i forsvaret!

Den kvindelige og den mandelige pol i den enkelte
     Der skal være plads til alle og vi er alle først og fremmest menneske og dernæst en rang. Derfor er det også mennesket vi skal tale til og arbejde med, frem for den rang vi ser foran os.
     Der er ingen af os der kan leve uden hinanden, hverken i det daglige eller på arbejdspladsen. Vi kvinder bidrager bl.a. til sammenholdet og omgangstonen og I mænd bidrager til os på mange andre områder. Lad os se styrken i det vi hver især kan bidrage med til hinanden.
     Alle mænd har en feminin blød kærlig kerne i sig og alle kvinder har en maskulin og hård kerne i sig og det er disse poler i os, der gør os til den vi er. Disse poler er også en styrke vi bør omfavne i os selv samt hos hinanden, frem for at hade andre der kommer med den pol, som vi måske enten frygter eller hader ved os selv.

Vejen til PTSD
     Jeg lærte at hade og undertrykke min sårbarhed, mine følelser samt min kvindelighed og det har taget mig mange år, at finde ind til den jeg virkelig er. Jeg havde i mange år post traumatisk stress efter årene i forsvaret, bl.a. fordi jeg i så mange år havde følt mig under pres.
     For det som gør os syge samt fører til udbrændthed, er det kæmpe pres vi pålægger os selv, ud over det pres vores arbejdsgiver og kollegaer også pålægger os.
     Tak fordi jeg måtte få luft efter knapt 20 år og tak for tiden vi havde sammen, kære Artillerist.
    
- Jeg ved godt at denne artikel langt fra er rosenrød. Den er skrevet ud fra mit perspektiv 20 år senere og mange (mere voksne) erkendelser senere.
- Jeg ved heldigvis at tiden har ændret sig, jeg har ændret mig og forhåbentlig har du også ændret dig, kære læser?

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/5439-Haeren-foresatte-myndigheder--sanne-kollegerne-gav-mig-ptsd.htm.

Tweet