Ammunitionsfabrik i stor fyringsrunde



tors. 27. nov. 2014


Denex A/S
  - Forsvarets Ammunitionsarsenal (AMA) - start 1676 - i Elling ved Frederikshavn blev i 2008 solgt af staten til Spaniens største ammunitionsproducent, Expal, og kunne dermed gå ud på det internationale marked,
   - fremstiller, opbevarer, tester, vedligeholder samt destruerer ammunition til civil og militær brug, bl.a. amm. til artilleri og morterer,
   - pakker ammunition og fyrværkeri til destruktion på virksomheden,
   - læs mere på deres hjemmeside.



Baggrund:
man. 1. nov. 2010: Ammunitionsfabrik skærer ned
man. 9. nov. 2009: Ingen krise hos nordjysk ammunitionsfabrik
tors. 24. april 2008: Ammunitionsfabrik skal være brohoved
ons. 12. juli 2006: Danmarks eneste ammunitionsfabrik
sept. 1999: Blandt Nordeuropas bedste

Denex har tirsdag og onsdag udleveret fyresedler til 31 ansatte som følge af en ordrenedgang fra det danske forsvar. Den tidligere danske fabrik nær Frederikshavn indgår samtidig i dansk eksportfremstød.

Fyringerne er bekræftet af administrationschef Randi Jensen overfor Nordjyske Stiftstidende. Om nedgangen i ordrer fra det danske forsvar skyldes, at de har placeret ordrer på ammunition hos andre leverandører, ved hun ikke.

Stor fyringsrunde
     Med ca. 100 ansatte er der tale om en stor fyringsrunde, som tilmed kunne have været større, iflg. Randi Jensen. Efter forhandlinger med de ansattes faglige organisationer er antallet mindsket fra 40 til 31 fyrede.
     Det rammer både i selve produktionen og blandt det administrative personale. Der er forskellige opsigelsesvarsler, og de første fratræder til nytår.
     - Men vi har oplyst over for de afskedigede, at hvis vi får nye ordrer, er vi indstillet på at rive nogle af fyresedlerne i stykker, siger Randi Jensen.
     Der sker mange udsving hen over et år, forklarede fabrikschef Søren Hansen ved en fyringsrunde i 2010:
     - Vores ordrebog er sæsonbetinget, da mange af vores kunders regnskabsår slutter til jul, så vi kan sagtens få travlt igen, sagde han dengang.

Minister i fremstød
     For en måned siden besøgte forsvarsminister Nicolai Wammen Denex i f.m. forsvarsministeriets strategi "Open for Business", som bl.a. sigter på at skabe vækst og arbejdspladser indenfor forsvarsindustrien.
     - Jeg ser gerne, at virksomhederne får mulighed for at ekspandere mere i fremtiden. I den forbindelse arbejder vi blandt andet for regler i EU, der giver så fri en konkurrence som muligt, forklarede ministeren.
     - Men det er rigtigt godt at se denne her virksomhed med egne øjne. Det betyder jo, at når jeg møder mine kolleger i EU, så har jeg mulighed for at fortælle dem om den her virksomhed, der ligger ved Frederikshavn, og som producerer miljørigtige kvalitetsprodukter, udtalte forsvarsministeren til Nordjyske Stiftstidende.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/5293-Industri--ammunitionsfabrik-i-stor-fyringsrunde.htm.

Tweet