Let opklaring igen til fods bag fjendens linjer



man. 10. nov. 2014



"Vi ville aldrig kunne komme længere frem, end de forreste enheder uden at blive opdaget. Derfor giver det langt mere mening at infiltrere til fods og gennemføre opklaring eller oprette observationsstader bag fjendens linjer, hvorfra vi i dagevis kan fodre brigaden med informationer."

Kilde: forsvaret.dk.



Mere om øvelsen:
lør. 8. nov. 2014: Sat ud af spillet - for en stund
fre. 7. nov. 2014: Mere fri føring og laser-duel i fremtiden

2. Lette Opklaringseskadron kører normalt i pansrede Eagler, men under Øvelse Combined Resolve III var bilerne blevet hjemme. Soldaterne blev i stedet indsat til fods bag fjendens linjer for at operere som tidligere tiders patruljekompagnier.

Her er fred og ro. Af og til kommer et fjendtligt forsyningskøretøj trillende ned af den lille grusvej, og soldaterne kan høre sporadisk bæltestøj i det fjerne, men her på observationsposten er der roligt. I ro og mag kan de tre spejdere og deres artilleriobservatør melde om fjendens bevægelser, eller nedkæmpe hovedkvarterer og artilleripjecer med tung ild.
     Der var dog ikke meget ro i nat. Omkring 90 mand fra 2. Eskadron hankede ved første mørkefald op i deres 50 kilo tunge rygsække for at infiltrere ind gennem fjendens linjer. Det gik desværre ikke helt upåagtet hen, og natten igennem er de blevet jagtet gennem skovene af fjendens opklaringsfolk. Soldaterne er trætte. Normalt sidder de i deres pansrede eagler, men i det her terræn med en tungt bevæbnet fjende, er behovet et andet.
     - Eaglen er egnet som patruljekøretøj, når vi er sydpå, men her er den for stor til, at vi kan gemme os og for let bevæbnet til, at vi kan køre tung opklaring. Vi ville aldrig kunne komme længere frem, end de forreste enheder uden at blive opdaget. Derfor giver det langt mere mening at infiltrere til fods og gennemføre opklaring eller oprette observationsstader bag fjendens linjer, hvorfra vi i dagevis kan fodre brigaden med informationer, siger oberstløjtnant Brian Nissen, der er chef for Opklaringsbataljonen.

Tilbage til fremtiden
     Og selvom rollen er ny for de lette opklaringsfolk, er den langtfra ukendt i Hæren. Tidligere var der patruljekompagnier til at løse de dybe infiltrationsopgaver, men de blev nedlagt efterhånden som truslen fra øst forsvandt. Nu er NATO's evne til at kæmpe troværdigt konventionelt igen blevet et hit, og så er der behov for at gentænke måden at løse opgaverne på. Det kræver dog også en anden tilgang til tingene under uddannelsen.
     - Vi kalder det tilbage til fremtiden. Det kræver langt mere fokus på de helt grundlæggende soldaterfærdigheder. Allerede i dag bruger vi langt mere tid på at træne afsiddet end opsiddet, og det her stiller større krav til vores sanitetsfolk, siger Brian Nissen, der også understreger, at Combined Resolve III er den mest realistiske øvelse, han nogensinde har været på.
     Øvelsen har på alle måder tydeliggjort, at det er svært at bokse med lukkede øjne. Den der ser fjenden først vinder. Selvom vi lever i en digital tidsalder, var det stadig konklusionen ved den amerikaske brigadestab, at soldaten på jorden er den bedste kilde til at skaffe sikker viden om fjenden. En brigadestab, der vel at mærke rådede over droner, satellitter og elektronisk overvågning i kubik.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/5263-Haeren-foresatte-myndigheder--let-opklaring-igen-til-fods-bag-fjendens-linjer.htm.

Tweet