søn. 1. juni 2014
Af uddannelsesofficer Dennis Foged Hansen, Hjemmeværnet
Kilde: hjv.dk.
|
| |
Hærhjemmeværnsdistrikt Syd- og Sønderjylland forestod endnu en kontroløvelse for HBU'erne (værnepligtige) fra Hærens Efterretningscenter i Varde.
125 m/k var samlet for at gennemføre en super kontroløvelse for de værnepligtige og det blev en rigtig god dag med fantastiske momenter.
Markeringstyrken var, også denne gang, suppleret op med børn og unge fra forskellige egne af distriktets område, og det giver en fantastisk øvelse når de tilskadekomne også er børn og unge. Soldaterne mødte blandt andet en større ulykke med en masse tilskadekomne hvor deres førstehjælps evner blev kontrolleret.
Derudover blev de kontrolleret i opgaver som afstivning af bygning, håndtering af oliespild, nedfiring af tilskadekomne fra bygninger, murgennembrydning, etablering af anordning til tungt løft, samleplads for tilskadekomne samt adgangskontrol.
Udover kontrolaktiviteterne bliver de værnepligtige også præsenteret for hvad Hjemmeværnet er for en størrelse og hvilke opgaver der rent faktisk løses.
Vi fik en ordentlig buket rosende ord med på vejen fra kompagnichefen, der er imponeret over det engagement og den tid der bliver lagt i øvelsen af de mange frivillige.
Med denne kontroløvelses afvikling begynder også planlægningen af den næste som allerede er ultimo november.
|