Regimentschefen takkede af med parade

lør. 18. aug. 2012



Baggrund:
tirs. 14. aug. 2012: NATO-opgaver kalder på regimentschefen
tirs. 7. aug. 2012: Overvejer at lukke Varde Kaserne

- Se, det er jo en rigtig garnison, konstaterede flere gæster, da de ankom til paradepladsen på Varde Kaserne. Her var cirka 350 m/k opstillet for at tage afsked med regimentschef Claus Dixen Møller.

Han konstaterede, at det er en regimentschefs privilegium at kunne samle tropperne til parade.
     - Parader er for at markere en mærkedag, fejre en begivenhed, ja, også til en kollektiv skideballe eller anden afstraffelse. Intet af det ligger til grund for dagens parade. Den er min mulighed for at tage afsked med jer alle, sagde fg. regimentschef og garnisons-kommendant, oberstløjtnant Claus Dixen Møller.

Artilleriet løser stadig mange opgaver udenfor landets grænser, først og fremmest i Afghanistan.
     - Vi leverer varen. Det står ikke til diskussion. Der står respekt om artilleriets indsats, hvad enten det gælder de bløde eller de hårde afdelinger. Opstillingen i Afghanistan går mod sin slutning, og artilleriet er klar til nye opgaver, sagde Claus Dixen Møller.

Forsvaret er kommet langt med gennemførelsen af aftalen gældende for 2010-2014.
     - Vi er netop kommet på plads i den nye struktur, og nu bliver der arbejdet på en revurdering, som indeholder en besparelse på to-tre milliarder kroner. Jeg tvivler på, at der vil ske de store ændringer eller nedlæggelser for hæren. Vores bidrag bliver en optimering og yderligere driftsbesparelser. Det kan medføre lukninger af kaserner, men jeg håber, at artilleriet og kasernerne i Varde og Oksbøl kommer styrket igennem processen, sagde Claus Dixen Møller.

Oberstløjtnant Claus Dixen Møller skal i de næste fire år arbejde for Nato Hovedkvarteret i Bruxelles. Den tidligere regimentschef Birger Mejlholm har i et år arbejdet i Afghanistan, men vender nu tilbage til Danske Artilleriregiment i Varde. Han holder ferie indtil den 17. september, og derfor er stabschef Carsten Jørgensen konstitueret som regimentschef og garnisonskommendant.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/4821-Danske-Artilleriregiment-DAR--regimentschefen-takkede-af-med-parade.htm.

Tweet