Milliarder skal sikre mod vejsidebomber

tors. 1. mar. 2012



Baggrund:
man. 26. mar. 2012: Forsvaret fik den første PMV i 1968
man. 26. mar. 2012: PMV M113 får endnu bedre minebeskyttelse
tors. 1. mar. 2012: Uenighed: Hjul eller bælter?
man. 13. febr. 2012: PMV'erne skal skiftes ud

De snart 50 år gamle pansrede mandskabsvogne (M113) skal udskiftes for mindst to milliarder. Derfor er Forsvarets Materieltjeneste (FMT) gået i gang med at forberede et udbud.

Ifølge forligsteksten skal de nye mandskabsvogne blandt andet styrke hærens mulighed for at sikre soldaterne mod improviserede sprængladninger (IED) - populært kaldet vejsidebomber.
     Iflg. FMT må man for nuværende ikke oplyse nærmere om købet, herunder forventet antal eller budget på grund af EU-udbudsregler.

Hurtig vejsidebombe-løsning
     Danmark købte i sin tid 700 M113. I dag har hæren godt 240 tilbage.
     For et år siden fik forsvaret blandt andet tilladelse til at bruge 85 millioner kroner på at opgradere cirka 60 PMV'ere til brug i Afghanistan. Den opdatering inkluderede yderligere pansring af køretøjerne, brandundertrykkelsesanlæg, eksplosionsundertrykkelsesanlæg og minebeskyttede sæder.
     I 2011 fik Forsvarsministeriet o.k. til at bruge 106 millioner kroner på at leje 40 pansrede køretøjer af typen Mine Resistant and Ambush Protected Vehicle (MRAP) til hæren.
     De kom fra det amerikanske forsvar og fungerer som en her-og-nu-løsning til at imødegå et stigende antal vejsidebomber i Afghanistan. At vente på at købe køretøjerne ville tage for lang tid. Først i 2013 ville forsvaret kunne modtage vognene.

Den langtsigtede løsning
     Med de lejede vogne har forsvaret nu alle de pansrede mandskabsvogne, der skal bruges i Afghanistan. Derfor er der nu tid til at foretage et køb og tid til at teste nye mandskabsvogne. Som et led i den kommende udbudsproces vil FMT nemlig stille krav om, at potentielle leverandører over en længere periode skal stille et testkøretøj til rådighed for forsvaret.
     Testen skal sikre, at køretøjerne kan leve op til såvel de tekniske som brugernes krav til en mandskabsvogn.
     Inden et udbud bliver udsendt fra FMT i Ballerup, vil Forsvaret undersøge mulighederne for at gennemføre anskaffelsen i en multinational sammenhæng i løbet af de kommende måneder, oplyser FMT.

Analytiker: Kun råd til 100-120 stk
     Tidligere har der været luftet tanker om, at hæren ønsker sig minimum 360 køretøjer og gerne mere. Det vil dog koste op mod fem milliarder kroner, og det er tvivlsomt, om der er økonomi til det, mener Esben Salling Larsen, major og militæranalytiker ved Center for Militære Studier, Københavns Universitet.
     Han vurderer derfor et realistisk antal som mellem 100 og 120 køretøjer.
     - Det vil formentlig passe ganske fint, når vi også har Piranhaerne, siger Espen Salling Larsen til ing.dk med henvisning til de andre danske pansrede mandskabsvogne med betegnelsen Piranha IIIH.
     I sidste ende kommer det an på ambitionsniveauet på de internationale operationer, mener han.
     - Som jeg ser det, skal man kunne udruste minimum tre hold for hvert missionsområde, hvor køretøjerne er indsat. Det giver over 100 køretøjer, siger militæranalytikeren.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/4674-PMV-Pansret-Mandskabsvogn--milliarder-skal-sikre-mod-vejsidebomber.htm.

Tweet