Oksbøl slipper godt fra forliget

ons. 21. aug. 2013


Kilde: CS.



Baggrund:
tirs. 6. aug. 2013: To hærcentre til Varde Kommune
tirs. 6. aug. 2013: Farvel til det sidste artilleriregiment
lør. 20. april 2013: Opsplitning af DAR trækker ud
lør. 16. febr. 2013: Kun plads til to kaserner i fremtiden
tors. 22. nov. 2012: Ekspert: Oksbøl bør være hærens centrum

CS er på en række medlemsmøder i denne uge. Første stop er Oksbøl, der kommer gennem forsvarsforliget med skindet på næsen.

Forsvaret vil fortsat stå stærkt i Sydvestjylland, når konsekvenserne af forsvarsforliget er gennemført.
     For mens man andre steder i landet lukker, skærer og flytter afdelinger, vil området omkring Oksbøl komme godt igennem det forlig, der som bekendt skal slanke forsvaret med 2,7 mia. kr.
     - Vi er berørte af hele forliget, og inden det blev vedtaget, var folk her nervøse for, om vi skulle flytte til andre garnisoner. Nu kan vi se, at vi er et af de steder, der vinder lidt, siger Peter Bruun Hansen, tillidsmand ved Hærens Kampskole og CS afdelingsformand i Oksbøl. Han tilføjer:
     - og hvad angår kampskolen, ser det ud til at der ikke sker nedskæringer, når det gælder antallet af medarbejdere, og det er vi meget glade for.

- Sidste bastion man lukker
     Status er i dag, at Oksbøl udover Hærens Kampskole også huser en del af Danske Artilleriregiment (DAR), som ellers hører til i Varde. Forventningen er, at kampskolen og DAR bliver sammenlagt til Hærens Kamp- og Ildstøttecenter (HKIC) med sæde i Oksbøl.
     Det er dog ikke udmeldt officielt endnu, men den sammenlægning vil medføre, at knap 25 mand fra DAR i Varde fremover skal arbejde i Oksbøl.
     Dermed er Sydvestjylland blevet styrket med forsvarsforliget, da den nærliggende kaserne i Varde fremover blandt andet skal huse Sergentskolen samt et samlet efterretningscenter udover flere af de aktiviteter, kasernen varetager i dag.
     - Hele området bliver styrket nu, og jeg er overbevist om, at Oksbøl vil være den sidste bastion man lukker. Vi har et enormt øvelsesterræn og det ville være åndssvagt ikke at have soldater her. Ikke nødvendigvis os, men der vil altid være soldater her, siger Peter Bruun Hansen.

Spøgelse væk - de gode bliver
     Afdelingsformanden har været på kampskolen siden 1995, og han har oplevet, hvordan Oksbøl har været i spil flere gange, ligesom mange andre steder i landet, der både har været, og stadig er, lukningstruede.
     Med beslutningen om at styrke Oksbøl og nærliggende Varde håber han på, at spøgelset om lukning vil være endegyldigt væk fra området. Både for medarbejdernes skyld, men også for forsvarets.
     - Bliver forsvaret ved at flytte folk, mister vi de gode. I gamle dage flyttede man med militæret, men i dag er det mere "bare" et job, og har man bosat sig og stiftet familie, er det i dag sværere at få folk til at flytte derfra, siger Peter Bruun Hansen.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/4555-Oksboellejren--oksboel-slipper-godt-fra-forliget.htm.

Tweet