Aflyser uddannelse til reserveofficer

tirs. 25. juni 2013


Kilde: FKO.



Baggrund:
lør. 15. juni 2013: Aflyst: Uddannelse af reserven i 2013

Forsvaret har på grund af strukturtilpasninger og besparelser aflyst reserveofficersuddannelser med start i 2013.

Men forsvaret har stadig brug for reserveofficerer og arbejder med en ny model for uddannelsen.
     Forsvaret har aflyst de planlagte grund- og videreuddannelser for reserveofficerer i hæren og flyvevåbnet, som skulle være begyndt i 2013. Det betyder blandt andet, at 30 unge som var meddelt optagelse på grunduddannelsen for reserveofficerer med start i august ikke skal starte alligevel.
     Aflysningen skyldes den store omstilling, som Forsvaret gennemfører i øjeblikket. Dette betyder blandt andet, at Forsvaret i øjeblikket afskediger både militært og civilt personel, og at der ikke vurderes at være ledige stillinger efter endt uddannelse, til de elever, som skulle have påbegyndt deres uddannelse i år. Forsvaret har af samme årsag besluttet, at der heller ikke optages elever på linjeofficersuddannelserne i 2013 og 2014.
     Forsvaret har i begyndelsen af juni skrevet til de unge, hvis uddannelse nu er aflyst og beklaget både situationen og den sene aflysning. Forsvaret vil desuden følge op med et orienteringsmøde efter sommerferien, hvor perspektiverne for uddannelsen af fremtidens reservepersonel vil være på dagsordenen.
     - Vi er naturligvis kede af, at vi alligevel ikke kan tilbyde en reserveofficersuddannelse til de unge, og at vi har aflyst så sent. Men vi har først for nylig endelig erkendt, at vi ikke har mulighed for at tilbyde eleverne et job efter endt uddannelse, og derfor finder vi det mest rigtigt at aflyse uddannelsen. Både af hensyn til de unge og af hensyn til forsvaret økonomi, forklarer chefen for Personelstaben i Forsvarskommandoen, kontreadmiral Finn Hansen.

Ny model på vej
     Aflysningen af årets reserveofficersuddannelser betyder ikke, at forsvaret ikke fremover har brug for personel af reserven. Tværtimod har Forsvaret igangsat et større analysearbejde, der skal se på muligheder og fordele ved en styrket anvendelse af personel af reserven.
     Blandt de elementer man kigger på, er muligheden for at lave et uddannelsessystem, som er fælles for reserven og det faste personel. Det vil efter Forsvarskommandoens opfattelse bidrage til at styrke integrationen mellem det faste personel og reserven. Arbejdet med de nye modeller er stadig i den indledende fase, og derfor kan Forsvaret endnu ikke sige noget konkret om, hvordan et forløb for eksempelvis en reserveofficer vil kunne se ud i fremtiden.
     - Det er vigtigt for mig at understrege, at Forsvaret ikke kan undvære en aktiv og veluddannet reserve. Reserveofficerer og øvrigt personel af reserven udgør en vigtig personelreserve for Forsvaret, også i forbindelse med Forsvarets internationale engagement. Og reserven er samtidig en værdifuld kapacitet, der er med til at styrke tilknytningen mellem Forsvaret og det øvrige samfund, fastslår Finn Hansen

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/4534-Personel-af-reserven--aflyser-uddannelse-til-reserveofficer.htm.

Tweet