|
Vores naboland "hinsidan" er verdens 7. største våbenproducent, som selv laver kanoner, jagerfly og missiler. Men på det seneste har flere episoder ført til latterliggørelse af det svenske forsvar.
I de svenske officerers fagblad er det nemlig kommet frem, at vores nabolands to artilleribataljoner råder over sammenlagt nul artillerikanoner. Stor signaleffekt Sverige har bestilt nye kanoner hos våbenproducenten BAE, men de er stærkt forsinkede og alle de gamle er på værksted. - Internationalt er signaleffekten af, at vi er et land uden artillerikanoner, større end vi måske tror. Specielt fordi vi tidligere har haft et godt rygte for den slags, siger Anders Callert, der er chef for artilleriregiment A9 til fagbladet. Faktisk har Sverige ikke haft en kampklar artilleribataljon i to og et halvt år! Har bestilt 24 nye systemer Det er så galt, at svenskerne har måttet låne norske kanoner til øvelser. Men heller ikke dem har de fået lov at skyde med selv - kun udpege mål. De 24 nye svenske "Archer"-kanoner for i alt 1,3 milliarder svenske kroner skulle være begyndt leveret i 2011, men lader stadig vente på sig. - I dagligdagen er der ingen akutte trusler mod Sverige, som kræver, at vi har højt artilleriberedskab. Men jeg ser meget alvorligt på, at vi ikke har nogen enheder, siger Anders Callert, der frygter, at tilliden til forsvarets kampkraft fordufter. Både producenten og det svenske forsvars materieltjeneste er kortfattede om årsagerne til forsinkelserne. Der regnes dog med levering efter sommerferien. Ikke første pinlige episode Episoden er ekstra pinlig, fordi det ikke er første gang i år, at det svenske forsvar bliver stillet i lidet flatterende lys. Tidligere i år lykkedes det russiske bombefly at snige sig ind i svensk luftrum og simulere et angreb på Stockholm. Danske F-16-jagere måtte tilkaldes fra Letland for at vise sende dem ud igen. Og ved årsskiftet vagte forsvarschef Sverker Göranson opsigt ved at sige, at forsvaret reelt kun kan forsvare en lille del af Sverige, hvis det skulle komme til egentlig invasion. |
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/4522-Archer--til-grin-igen-maa-tigge-hos-norge.htm.