Spionfly forsvandt under øvelse

fre. 2. okt. 2009



Baggrund:
fre. 2. okt. 2009: Militær kan ikke finde fly
tors. 1. okt. 2009: Forsvaret kan ikke finde spionfly
fre. 30. maj 2008: Øjne i ørkenen
febr. 2008: Raven kan redde liv

Et af forsvarets nyindkøbte mini-spionfly, Ravnen, mistede radiokontakten under en øvelse ved Esbjerg og er ikke fundet trods en uges eftersøgning. Flyet skal til Afghanistan til næste år.

Mini-spionflyet Ravnen er nødlandet et sted i øvelsesterrænet ved Oksbøl, og trods en uges eftersøgning har Hærens Operative Kommando ikke haft held til at finde det.
     Ravnen er et amerikansk rekognosceringsfly med et vingespænd på 1,4 meter og en vægt på kun to kilo. Det kan flyve 80 kilometer i timen, har to videokameraer ombord, der kan drejes op og ned, samt se i mørke med infrarødt lys.
     Flyet indeholder også GPS plus andre systemer, men ifølge Kim Astrup, der er chef for den Nationale Operationsafdeling i Hærens Operative Kommando (HOK), er flyet er meget lig et amatør-modelfly og styres også via en fjernbetjening op til 10 kilometer væk.

Signalet til flyet forsvandt under øvelsen
     - Flyet var mellem en og to kilometer væk, da vi mistede kontakten til det. Det er sket et par gange før i samme område, der er kendt for at give udfald på frekvenserne. Det har været kendt i mange år og har muligvis noget med undergrunden at gøre, siger Kim Astrup, der ikke ønsker at oplyse nærmere om, hvor flyet styrtede ned.
     - Vi har indkredset vores eftersøgning til en cirkel med en diameter på en kvart kilometer. Vi ved, at flyet ligger inden for den cirkel, men området gør det meget vanskeligt at finde det, siger han.

12 spionfly
     I alt har HOK indkøbt 12 Ravnen-fly og betalt 16 millioner, men det beløb omfatter langt mere end blot det enkelte fly.
     - Et af vores fly koster nærmere det samme som et avanceret modelfly til private. Højere er prisen ikke, siger Kim Astrup.
     Han vil ikke svare på, hvilket udstyr der var monteret på flyet, eller hvilken værdi dette udstyr repræsenterer.
     Det har heller ikke været muligt at få oplyst, hvor mange funktionsdygtige fly HOK har til rådighed i øjeblikket.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3790-Drone--spionfly-forsvandt-under-oevelse.htm.

Tweet